Booster eller ej? På torvet er qaqortormiut ikke i tvivl

Boosterstikket er blevet rykket frem for alle over 40 år. Nu kan man få sin tredje vaccine 4,5 måneder efter, at man er blevet stukket anden gang.
Lars Poulsen håber, at andre - ligesom ham selv - vil tage imod tilbuddet om at få et tredje stik mod corona. Foto © : KNR/Jørgen Simionsen
16. december 2021 13:19

Juletræet er tændt ved torvet i Qaqortoq, og den hvide sne omkranser de røde bygninger.

Her står Lars Poulsen fra Alluitsup Paa. Han har allerede fået to skud corona-vaccine i armen, og vil gerne sige ja tak til et tredje.

- Ja, jeg skal også vaccineres, jeg vil gerne beskyttes mod corona, siger han.

Budskabet giver genlyd få meter derfra. Egede Gabrielsen, der er ansat på brættet i byen, vil nemlig også gerne have et tredje stik.

- Jeg vil gerne vaccineres hurtigst muligt, situationen er bekymrende, siger han til KNR.

 

Foto © : KNR/Jørgen Simionsen

Foto: Egede Gabriel arbejder på brættet i Qaqortoq. 

 

I går holdt Naalakkersuisut og landslægen pressemøde, hvor de orienterede om seneste nyt i forhold til coronavirus.

En ny variant, Omikron, vil formentlig melde sin ankomst i Grønland over julen, lød budskabet. Hvis den ikke allerede er her.

Derfor har myndighederne sat ekstra skub i vaccinationsprocessen, sådan at dem, der er over 40, kan få et tredje stik hurtigere.

En af dem er Lisbeth Bianco. Hun var ellers bange for nåle, men med to overståede vacciner har hun vendt sig til det.

- Jeg plejer ellers at være bange for nåle; da jeg fik mit første stik hævede min arm lidt, og anden gang blødte jeg lidt. Det var måske, fordi jeg var så nervøs. Nu venter jeg på at få mit tredje stik, siger Lisbeth Bianco.

- Jeg har hørt, at ens sygdomsforløb er mildere, når man er blevet vaccineret, så jeg venter blot på at kunne få mit tredje stik, tilføjer hun.

 

Foto © : KNR/Jørgen Simionsen

Foto: Lisbeth Bianco vil også gerne have tredje stik mod corona.

 

Lige nu har 67 procent af Grønlands befolkning fået to vacciner. Lars Poulsen ser dog gerne, at endnu flere tager i mod.

- Jeg håber på, at andre også tager imod den tredje vaccine, de har helt sikkert også brug for det, siger Lars Poulsen.

Lisbeth Bianco opfordrer også til et tredje stik:

- Jeg har ellers sagt det til flere, som ikke er blevet vaccineret, men de siger noget andet. Det må de selv om, jeg vil altid tage imod de vaccinetilbud, der er.

Hvis man er over 40 år, kan man få sin tredje vaccine 4,5 måneder efter, at man er blevet stukket anden gang.