Borger i Arsuk: Lægehjælpen bliver forringet

I Arsuk gruer man for den dag Grønlands Kommando lukker i Grønnedal, selvom det ligger langt ude i fremtiden. Det vil nemlig betyde mærkbar forringelse af læge og tandlægehjælp. Det siger bygdebestyrelsens næstformand, Niels Peter Mikaelsen.
Skrevet af Jette Andersen
23. december 2011 17:33

I 2014 mister indbyggerne i Arsuk deres tryghed og garanti for at få hurtig læge- og tandlægehjælp.

Grønlands Kommando flytter nemlig fra Grønnedal/Kangilinnguit og tager dermed læge og tandlæge med i købet.

Også transportmæssigt vil kommandoen blive savnet. Arsuk-boerne bruger nemlig også helikopteren.

- Det er meget besværligt med transport herfra Arsuk, fortæller næstformanden for Arsuks bygdebestyrelse, Niels Peter Mikaelsen og fortsætter:

- Specielt hvis man skal nordpå, for eksempel hvis vi skal til læge i Paamiut, så skal der bruges minimum to uger.

Men han tror dog, at trafikken kan blive mere fleksibel, når kommandoen lukker.

- Hvis trafikken skal gøres bedre, så kunne man måske undvære skibsanløbene  fra syd og i stedet satse på nord i Paamiut, da byen har en lufthavn og kan bruges hvis man skal videre nordpå, siger Niels Peter Mikaelsen.

Lukningen af Grønnedal sker efter at man har besluttet at placere den nye Arktis Kommando i Nuuk.

På baggrund af Grønnedals lukning har Doris Jakobsen i dag spurgt Naalakkersuisut, om de vil fastholde serviceniveauet for borgerne i området, eller om Arsuk kan se frem til forringelser.

Grønnedal bliver dog tidligst nedlagt i 2014.