Borgmester i Avannaata Kommunia: Vi er ekstra opmærksomme på det ustabile fjeld

Der er fundet endnu et ustabilt fjeldområde i Uummannaqs fjordsystem. Kommunen har derfor opdateret deres planer på grund af den nye situation.
Palle Jerimiassen
- Klokken tolv tester vi sirenerne. Og i løbet af foråret, har vi planer med at fortsætte tsunami-øvelserne. Jeg kan ikke sige hvilken dato det bliver, men vi er i gang med forberedelserne, siger Palle Jeremiassen.  Foto © : KNR
13. april 2022 12:53

- Vores forberedelser stopper aldrig, vi gør det løbende hele tiden. Der er flere fjelde i vores kommune, som er i risikoområde, derfor arbejder vi på at vores beredskab er på det højeste, hvis nu der sker noget.

Det siger Palle Jeremiassen, der er borgmester i Avannaata Kommunia.

Der er fundet et ustabilt fjeldområde i Kangerluarsuk fjorden ved Uummannaq.

Det meddelte Selvstyret tirsdag eftermiddag.

Hvornår et muligt fjeldskred sker, kan ingen med sikkerhed sige. Det kan ske i morgen eller om 200 år.

Geologerne hos GEUS vurderer i hvert fald, at der er meget høj sandsynlighed for et fjeldskred, som vil kunne have alvorlige konsekvenser for bygderne Ukkusissat, Niaqornat og Qaarsut.

Placeringen af det nye ustabile fjeldområde ved Uummannaq er vist her på billedet:

 

Foto © : GEUS

 

Borgmesteren i Avannaata Kommunia, Palle Jeremiassen, der er løsgænger, forklarer, at kommunen har opdateret deres beredskabsplaner i forbindelse med det nye fund.

Kommunen vil for eksempel lave tsunami-øvelser med beboerne.

- Klokken tolv tester vi sirenerne. Og i løbet af foråret, har vi planer med at fortsætte tsunami-øvelserne. Jeg kan ikke sige hvilken dato det bliver, men vi er i gang med forberedelserne, siger Palle Jeremiassen. 

I alt fire ustabile fjeldområder

17. juni 2017 gav en bjergside i Karrat fjorden efter, og udløste op mod 90 meter høje bølger, da det ramte havet.

Det gik værst ud over Nuugaatsiaq. Bølgerne ramte hårdt og tog 11 bygninger med sig i havet. Fire mennesker blev meldt savnet, og senere meldt omkomne. De er aldrig blevet fundet.

Indbyggere fra både Nuugaatsiaq og Illorsuit blev evakueret, og bygderne blev lukket. Mange af dem bor i dag i Uummannaq.

Siden da har myndighederne i samarbejde med forskere fra både Grønland, Danmark og Norge holdt øje med fjorden og de ustabile fjeldområder. Sidste år udkom en rapport der viser, at der stadig er tre ustabile fjeldområder i Karrat Fjorden.

Og nu er der altså fundet endnu et ustabilt fjeldområde i Kangerluarsuk fjorden.    

Siden tsunamien i 2017 har myndighederne forberedt beboerne i de omkringliggende bosteder, hvis der skulle være endnu en tsunami.

Typiske tegn på tsunami

 

Alle steder skal tegn på en tsunami tages alvorligt. Lige inden en tsunami rammer kysten, vil man enten se, at havet trækker sig meget længere tilbage end normalt, eller at havniveauet stiger kraftigt.

 

Ligesom man måske vil opleve, at hundene bliver urolige. Hvis man oplever disse faresignaler, gælder det om at komme væk fra kysten. Generelt skal man bevæge sig væk fra kysten og opad. Hver eneste meter ind i landet og opad kan være med til at redde liv.

 

Kilde: Selvstyret

Med det nye fund af det ustabile fjeld i Kangerluarsuk fjorden er der altså allerede lagt hjælperedskaber klar til folk. 

Det forklarer borgmesteren:

- Der er blevet lavet flugtveje, desuden er der containere hvor man kan søge dække til, også er der tæpper til rådighed samt primus og spiseredskaber. Alle de ting har vi gjort klar, hvis nu der sker noget. Øvelser har vi også udført tidligere, også har vi planer om at udføre dem igen, siger Palle Jeremiassen.

Tilbud om flytning

På grund af tsunami-faren i Karrat Fjorden tilbød myndighederne sidste år 176 beboere om at flytte.

Borgmesteren forklarer, at tilbuddet stadig gælder:

- Tilbuddet om at flytte har været gældende for alle der bor i Uummannaq-fjorden, og det er stadig gældende i dag. Selvstyret vil også komme med yderligere information for dem der frivillig gerne vil flytte, at muligheden er stadig gældende, siger Palle Jeremiassen.

Vær opmærksom på typiske tegn på tsunami

Beredskabskommissionen har lavet en liste over anbefalinger om situationen, som Naalakkersuisut har valgt at følge: 

  • At de nye informationer deles med offentligheden
  • At det kontrolleres, at sirenerne i de berørte områder fungerer
  • At Avannaata Kommunia, Sundhedsvæsnet, Nukissiorfiit, Tusass med flere skal sikre, at deres beredskabsplan tager højde for tsunamirisikoen
  • At borgerne mindes om de typiske tegn på, at en tsunami kan være på vej
  • Det anbefales, at Avannaata Kommunia forsat sikrer, at der er en vagtordning på de berørte lokaliteter.
  • At den nye lokalitet medtages i de forundersøgelser, der er igangsat i forhold til at etablere et overvågnings- og varslingssystemsystem i Karratfjorden, og at arbejdet fremskyndes mest muligt. 

Geologernes undersøgelser viser, at det nye ustabile fjeldparti har haft en meget hurtig og accelererende udvikling igennem de seneste 10 år. Oplysningerne om det nye fjeldområder er baseret på analyser af satellitdata, skråfotos samt feltundersøgelser.