Brand i Qasigiannguit: Sprang seks meter og er i koma

Mand sprang ud af brændende hus og faldt seks meter.
- Branden er startet i en lampe, siger vagtchef Bruno Brix. Foto © : Camilla Dam/KNR
14. november 2022 11:54

I fredags var der brand i et rækkehus i Qasigiannguit. En mand måtte springe ud af et vindue fra omkring seks meters højde for at undslippe flammerne. 

Nu skal han måske flyves til Rigshospitalet, siger Bruno Brix, der er vagtchef i Grønlands Politi. 

- Han skulle være lagt i kunstigt koma. Og han skal muligvis flyttes til Rigshospitalet, men om det allerede er sket, eller hvornår det kommer til at ske, kan jeg ikke bekræfte, siger han.

LÆS OGSÅ Brand i rækkehus: En person er kommet til skade

Der ligger intet kriminelt bag branden. 

-  Branden er startet i en lampe. Den er udbrændt, og der er kun ledningen tilbage. En elektriker har undersøgt det, siger Bruno Brix. 

Ud over manden, der er kommet til skade, er der tre andre personer, der er blevet bragt til sygehuset for at blive undersøgt for røgforgiftning.

Alle tre har det fint i dag, fortæller vagtchefen.