Brand i Sisimiut: To personer er fundet døde i lejlighed
Opdateret.
To personer er fundet døde i forbindelse med en brand i nat i en lejlighed i Sisimiut.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet og brandvæsnet blev alarmeret om branden lidt over klokken 04. Branden blev slukket, og det er i den forbindelse, at to personer er fundet døde i lejligheden.
Politiet oplyser, at det drejer sig om en en 62-årig kvinde og en 58-årig mand. De nærmeste pårørende er blevet underrettet.
Ifølge Brian Thomsen, der er politikommissær i Grønlands Politi, er der foreløbigt intet, der tyder på, at der er sket en kriminel handling.
Der er tale om en lejlighed, der ligger i en boligblok. Brandteknikere fra Danmark skal foretage nærmere undersøgelser på stedet, oplyser Brian Thomsen.
Politikommissæren oplyser desuden, at der ikke var andre personer, der opholdt sig i lejligheden.