Brugseni fjerner chokolade fra hylderne: Risiko for salmonella i Kinderæg

Den danske fødevarestyrelse melder, at der er risiko for, at der er salmonella i flere Kinder-produkter, blandt andet Kinderæg, der også er blevet solgt her i landet.
Kinder Surprise, Kinder Surprise Maxi, Kinder Schokobons og Kinder Mini Eggs tilbagekaldes fra butikkerne. Foto © : Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Skrevet af Anders Dall
07. april 2022 10:34

Har du købt Kinderæg til ungerne for nylig, så skal du nok overveje at smide dem ud.

For flere Kinder-produkter, herunder Kinderæg, tilbagekaldes nu fra butikkerne. 

Det sker på grund af risiko for salmonella.

Det oplyser den danske fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, skriver Ritzau. 

LÆS OGSÅ Nuuk Imeq og Brugseni melder om ulovligt sodavandssalg

Salgschef i Brugseni, Jes Nyborg, bekræfter over for KNR, at kæden i går aftes modtog en mail om, at de pågældende produkter bliver tilbagekaldt på grund af risiko for salmonella.

De her produkter tilbagekaldes 

 

Kinder Surprise, nettoindhold 20 g, alle produkter med bedst før-datoer i perioden 26.06.2022-07.10.2022

 

Kinder Surprise, nettoindhold: 20g x 3 pakker. Bedst før-datoer: Alle produkter i perioden 26.06.2022-07.10.2022

 

Kinder Surprise Maxi, nettoindhold: 100g. Bedst før-datoer: Alle produkter i perioden 20.04.2022-21.08.2022

 

Kinder Schokobons, bedst før-datoer: Alle produkter i perioden 25.05.2022-19.08.2022

 

Kinder Mini Eggs, bedst før-datoer: Alle produkter med bedst før-datoer før 21.08.2022

 

Kilde: Fødevarestyrelsen

Derfor bliver de nu fjernet fra hylderne i Brugsenis butikker her i landet, forklarer salgschefen.

Det samme gælder for Pisiffiks butikker, oplyser kæden på facebook. 

Tjek datoen på chokoladen

Det er Ferrero Scandinavia, som ejer Kinder, der har tilbagekaldt produkterne. 

Konkret er det Kinder Surprise, Kinder Surprise Maxi, Kinder Schokobons og Kinder Mini Eggs, som tilbagekaldes.

Fødevarestyrelsen opfordrer folk, der har købt de omtalte Kinder-produkter, om at levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt, eller at kassere dem.

Symptomerne på salmonella er diarré, mavesmerter, feber, hovedpine og måske kvalme og opkast.

Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger.

Hvis sygdommen bliver alvorlig eller varer længe, kan det tale for at tage fat i egen læge eller lægevagten.