Canada-korrespondent om fund af børnelig: Folk vil have en rigtig undskyldning

Hos vores canadiske naboer skyller reaktionerne og konsekvenserne ind over landet efter fundet af 215 børnelig ved en kostskole. Det fortæller KNR's korrespondent, Marianne Stenbæk.
- Til at begynde med troede man jo ikke rigtig på det, men efterfølgende har reaktionen været voldsom, siger Marianne Stenbæk. Foto © : Scanpix
Skrevet af Jens Betak, Ritzau
02. juni 2021 16:39

Et uhyggeligt kapitel i Canadas historie åbnede sig i sidste uge.

Det skete, da 215 børnelig blev fundet ved skolen Kamloops Indian Residential School, der tidligere husede oprindelige folks børn i den canadiske provins British Columbia.

Nogle af børnene var ned til tre år gamle, og fundet skabte chok landet over.

KNR har talt med korrespondent i Montreal, Canada, Marianne Stenbæk, om hvordan reaktionerne har været blandt folk om det uhyggelige fund.

Foto © : Marianne Stenbæk

Foto: Marianne Stenbæk. 

- Til at begynde med troede man jo ikke rigtig på det, men efterfølgende har reaktionen været voldsom. Der har været flaget på halvt i det meste af landet, der har været demonstrationer, og mange steder har folk stillet tomme sko for at symbolisere de børn, som ikke er her længere, fortæller hun. 

LÆS OGSÅ Canadiske indfødte kræver svar efter fund af massegrav med børn 

- Så har man fjernet en statue af en af Canadas første premierministre John Macdonald, som var ham, der begynder at oprette kostskolerne, og Ryerson University i Toronto har skiftet navn til X University, fordi manden Ryerson også var involveret i kostskole-sagaen.

Kræver undskyldning

Det var Tk'emlúps te SecweÌpemc-folket, der torsdag oplyste, at det havde fundet massegraven ved Kamloops Indian Residential School, der engang var Canadas største skole af sin slags. 

Skolen var en del af et særligt system i Canada, hvor børn af oprindelige canadiere blev indskrevet på kostskoler med det formål, at de skulle vende deres egen kultur ryggen og tilegne sig vestlig kultur, skriver nyhedsbureauet Reuters. 

Skolerne, hvor børn blev tvangsfjernet fra deres forældre, fandtes i årene 1831 til 1996. 

LÆS OGSÅ Chokeret professor om canadiske børnelig: Der er flere, som endnu ikke er fundet

En undersøgelseskommission fandt i 2015, at der havde været overgreb, fejlernæring og voldtægter på skolerne og kaldte ifølge Reuters systemet et "kulturelt folkemord". 

Og hvad sker der fra politisk hold lige nu?

- I går holdt de en nøddebat i parlamentet, og her var de for en gangs skyld enige om, at nu skal der ske noget, siger Marianne Stenbæk. 

- Her til morgen har Murray Sinclair, som ledte sandheds- og forsoningskommissionen, udtalt sig for første gang, og han fortæller om forfærdelige eksempler, hvor præster på nogle skoler voldtog pigerne, og hvis de fødte børn, blev de smidt ind i et fyr og brændt ihjel.

Kostskolerne var organiseret i samarbejde mellem den canadiske regering og forskellige kirker. På Kamloops-skolen var det katolske nonner, og nu er der krav om, at biskopper og især Paven, at han skal sige undskyld.

Men det vil de ikke.

- Biskopperne har sagt, at de er kede af det. Men folk siger dét at være kede af det er ikke nok, siger Marianne Stenbæk. 

- Man vil have en rigtig undskyldning. Men mere end noget andet vil man have handling: Og det er det også det politikerne i parlamentet blev enige om i går, at nu vil man undersøge alle stederne omkring de 139 kostskoler, og man vil prøve at se, hvor mange skjulte massegrave, der er at finde.