Christina sprang i havet og reddede ung pige

En juli nat kastede Christina Sara Egede fra Nuuk sig i havet for at redde en 14-årig pige. I går blev hun hædret.
- Christina, du har reddet et andet menneskes liv, som er det flotteste og mest uselviske et menneske kan gøre, sagde politimester Bjørn Tegner Bay i sin tale. Foto © : Grønlands Politi
26. februar 2022 15:42

Christina Sara Egede skulle ikke bruge mange sekunder, før hun besluttede sig for at springe i vandet ved Kolonihavnen i Nuuk for at redde en ung 14-årig pige, der var i alvorlig livsfare.

Derfor blev hun fredag hædret af Grønlands Politi for at have sat sit eget liv og helbred på spil for at redde den unge pige.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dit ekstraordinære mod og handlekraft denne juli nat har været helt afgørende for, at den unge kvinde overlevede episoden, sagde politimester Bjørn Tegner Bay i sin tale ved dusøroverrækkelsen.

LÆS OGSÅ Agnethe genoplivede sin mand på sejltur: Alle bør tage ansvar og lære førstehjælp

I en pressemeddelelse skriver Grønlands Politi om episoden, at Christina Sara Egede sprang i det iskolde vand og fik den nødstedte unge pige hen til Kolonihavnens mole, hvor tre andre borgere stod klar til at hjælpe dem begge ud af vandet.

- Christina, du har reddet et andet menneskes liv, som er det flotteste og mest uselviske et menneske kan gøre, sluttede politimesteren sin tale af med.