Demokraatit raser: Det skal være slut med restriktioner og alkoholforbud
Den ene gang efter den anden har enten Múte B. Egede eller naalakkersuisoq stået på corona-pressemøderne og præsenteret nye restriktioner. Senest i går, hvor det blev pålagt alle i hele landet at vise coronapas og bruge mundbind på steder med offentlig adgang.
Restriktionen om, at restauranter, værthuse og barer kun må lukke halvdelen af det antal gæster ind, som brandmyndighederne har godkendt lokalerne til, gælder nu også i hele landet. Restauranter skal lukke klokken 22, og sent i går aftes blev et forbud mod at købe alkohol i tre af landets fem kommuner også indført.
- I hele landet skal du vise coronapas på offentlige steder. Det er restauranter, barer, værtshuse, museer, biografer og så videre.
- Er i lokaler med offentlig adgang (butikker, kirker, biblioteker, restauranter og så videre).
- Når de kører i bus og taxa.
- Restauranter, barer og værtshuse må kun lukke halvdelen af det antal gæster ind, som lokalet er godkendt til
- Frem til 1. februar lukker alle steder, hvor der serveres alkohol, klokken 22.
- Hvis du er over 15 år og uvaccineret, har du ikek adgang til biblioteker, biografer, værtshuse, restauranter og andre steder med offentlig adgang. Det gælder ikke butikker og offentlig transport. Du skal kunen vise et bevis for at være immun for at få adgang.
Rejser fra Danmark
- Fra 26. januar skal du ikke længere vise en negativ test ved checkin i Kastrup. Testkravet ved indrejse fra Danmark bliver simpelthen droppet.
Og den ene gang efter den anden har det lydt: Partiformændene er enige.
Så sent som i går sagde Pele Broberg, der er vikariende naalakkersuisoq for sundhed:
- Alle partiformænd har godkendt de nye restriktioner.
Men nu er der ridser i lakken. Demokraatit har fået nok.
- Jeg har været stolt over det sammenhold og den styrke, som alle grønlændere har mødt pandemien med. Og jeg har været stolt over, at vi i Inatsisartut har haft et godt samarbejde om at udstråle enighed og bekæmpe pandemien. Men nu er jeg og Demokraatit nødt til at sige fra, siger Jens Frederik Nielsen, der er formand for Demokraatit.
LÆS OGSÅ Gælder fra midnat: Alkoholforbud i tre kommuner
Ifølge ham skal det være slut med, at restauranter og barer lukker klokken 22. Og det skal også være slut med, at de kun lukker halvdelen af det antal gæster ind, som lokalerne er godkendt til. Alkoholforbuddet ser han heller ikke meningen med.
- Helt grundlæggende Demokaatit imod alkoholforbud. Det tager ansvar fra folk, og der er ingen rationelle argumenter for at indføre det, for landslægen har tidligere sagt, at smittespredningen er størst blandt børn, siger han til KNR.
Tilbage til normal hverdag
I dag ophæver Danmark alle coronarestriktioner, og på Færøerne er anbefalinger også ved at blive fjernet. Så Grønland går den stik modsatte vej end resten af rigsfællesskabet – og det er forkert, mener Jens Frederik Nielsen.
- Vi er i en situation, hvor Omikron har taget over som den dominerende variant. Det er isoleret set godt, da denne variant efter alt at dømme ikke er en samfundskritisk sygdom. WHO har allerede været ude at sige, at Omikron kan være enden på pandemien. Og i Danmark peger alle medier på, at Epidemikommissionen på grund af Omikron vil nedgradere corona til ikke længere at være en samfundskritisk sygdom, hvilket formentlig vil medføre, at Danmark dropper stort set alle restriktioner i løbet af ganske få dage.
- På den baggrund mener jeg, at det simpelthen må være på tide, at vi også herhjemme vender tilbage til en normal hverdag. Det har jeg naturligvis argumenteret for, når jeg har mødtes med de øvrige partiformænd, men det er desværre blevet umuligt at komme igennem med sine synspunkter i dette forum.
Et opråb - ikke en smækket dør
Hvorfor har du godkendt restriktioner så sent som i går, hvis du er imod?
- Vi har været med til partimøderne med stor respekt. Vi har respekteret andre og fundet det vigtigt, at vi kan stå samlet. Vi er uenige i meget af det, der i forvejen er lavet – men vi har holdt det internt. Jeg smækker ikke med døren nu – hvis jeg bliver inviteret igen, kommer jeg. Det her er et opråb. Erhvervslivet er knæ, siger Jens Frederik Nielsen.
- På partiformandsniveau var vi enige om, at erhvervslivet skulle kompenseres 100 procent. Alligevel er det endt i en rodebutik, hvor kompensationen bestemt ikke er 100 procent, og hvor arbejdet med at kompensere erhvervslivet dårligt nok er kommet i gang endnu. Det betyder, at virksomhederne styrtbløder, og risikoen for konkurser er voldsomt stigende. Der er en reel risiko for, at dele af vores erhvervsliv bryder helt sammen. Det kan ikke være rigtigt.
Også Grønlands Erhverv raser imod restriktioner. Organisationen vil have droppet forsamlingsrestriktioner og coronapas, meddeler den i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ Slut med test for indrejse til Grønland og områderestriktioner gøres landsdækkende
- Indtil det sker, er det altafgørende at få tilstrækkelige kompensationspakker på plads med det samme. Restriktionerne rammer ikke kun arbejdsgiverne hårdt. De rammer også de medarbejdere, som er ansat i det private erhvervsliv og som må hjemsendes uden løn på grund af sygdom eller i værste fald står til at miste deres job, fordi virksomhedernes omsætning ikke længere er tilstrækkelig til at kunne betale deres ansattes løn, meddeler GE.
- Vi har i månedsvis efterlyst politisk handling. Vi har arbejdet hårdt på at få indført kompensationspakker og at få dem udmeldt samtidig med eventuelle restriktioner. Men endnu en gang sker det modsatte af, hvad vi er blevet stillet i udsigt fra politisk hold. Det er mildt sagt skuffende.