Den vigtige by Lyman i Donbas er renset for russere

Stoltenberg: Ukraine viser, at det er i stand til at trænge de russiske styrker tilbage.
Ukrainske soldater har indtaget den vigtige by Lyman i Donbas. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger søndag, at den strategiske vigtige by Lyman i Donbas er "renset" for russiske soldater. Foto © : Oleksiy Biloshytskyi/Reuters
Skrevet af Ritzau
02. oktober 2022 18:32

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger søndag, at den strategisk vigtige by Lyman i Donbas er "renset" for russiske soldater.

Byen er altså meldt befriet kort tid efter, at Rusland ellers annoncerede at Lyman, som ligger i regionen Donetsk, var annekteret.

Donetsk er en af fire regioner, som Vladimir Putin fredag annekterede ved at skrive under på et dokument om, at de nu udgør en del af Rusland.

Russerne brugte uger på at vinde kontrol over Lyman i foråret, men de har været trængt i området i den seneste tid, og de blev i weekenden tvunget til en fuld tilbagetrækning.

Zelenskyj svor lørdag, at ukrainske styrker inden for den næste uge vil generobre flere områder i landets østlige Donbas-region fra russerne.

Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger søndag, ukrainernes erobring af Lyman viser, at Ukraine gør fremskridt og er i stand til at trænge de russiske styrker tilbage.

Byen Lyman i det østlige Ukraine spiller en strategisk vigtig rolle på grund af sin placering. Den fungerer som et trafikknudepunkt, og dem, der har kontrollen her, kan nemt bevæge sig rundt.