- Der burde være snegaranti – og så er det bare sort
Temperaturen har krøbet ned på minus én grad. Men sneen er så godt som væk, og i Nuuk blev der målt 12,6 grader i går.
Faktisk er det så varmt i Grønlands hovedstad, at der kun én gang tidligere er målt varmere temperaturer i december: Det var sidste år, hvor kviksølvet i termometeret ramte 13,3 grader 27. december.
Og dét var rekord for varme i december i Nuuk nogensinde ifølge DMI.
LÆS OGSÅ Ingen hvid jul: Næstvarmeste december målt i Nuuk nogensinde
- Det føles helt forkert, siger Anu Graahede, som KNR møder på Imaneq i hovedstaden.
- Det skulle være jul og masser af sne og minus 15 grader og hvidt og dejligt. Nu er det bare trist og mørkt.
- Det er første gang, jeg skal holde jul her, men jeg skal arbejde på Sana. Det føles forkert at komme til Grønland, hvor der skulle være snegaranti, og så er der bare sort. Nu ønsker jeg mig sne og frost i julegave, siger Anu Graahede.
Sjask. Foto: KNR
Faktisk er det ikke kun i hovedstaden, at det er usædvanlig varmt for årstiden: I store dele af landet er der målt tocifrede varmegrader de sidste par dage.
I Kangerlussuaq, hvor middeltemperaturen i december normalt er på tocifrede minusgrader, var der i mandags 11,5 grader ifølge DMI.
I Qaanaaq er der målt 8,3 grader, hvor middeltemperaturen normalt er minus 20,1 grader i december.
Gråt og næsten snefrit i Nuuks bymidte. Foto: KNR
I Østgrønland kan de også smøge ærmerne en smule op:
Ittoqqortoomiit har haft 4,8 plusgrader og Tasiilaq og Kulusuk har også målt temperaturer omkring de fem grader.
I Ittoqqortoomiit er der normalt 12 graders frost nu, og Tasiilaq har normalt minus 4,9.
Foto: KNR
- Jeg mangler sne! Og kulde!, udbryder Viktor Otte tilbage på Imaneq i Nuuk.
- Vejret lige nu ligner ikke Grønland. Jeg tænker, at folk, der kommer fra udlandet vil sige det samme.
Ønsker du dig sne og kulde i julegave?
- Faktisk kan jeg bedst lide sommer, griner Viktor Otte.
Ifølge DMI er den lune december ikke noget med global opvarmning at gøre.
- Varmen skyldes et stort tryksystem, der har pumpet varme op fra de sydlige breddegrader. Det har intet med global opvarmning at gøre, siger meteorolog Lisette Grenbom til KNR.