DMI: Ikke siden 2018 har der været så meget is ved vestkysten

Det er usædvanligt meget is langs vestkysten i år. Og den er ikke ved at smelte lige nu.
Bygden Atammik er omringet af is.
28. marts 2022 06:24

Mannannguaq Mathæussen og hendes datter Uiloq har været strandet i Kangaamiut i 35 dage.

Johanne Nielsen Poulsen og hendes barnebarn har ventet i mere end halvanden måned på at blive sejlet hjem til Maniitsoq fra Atammik. 

Ifølge Disko Line er der cirka syv passagerer, der sidder fast i området omkring Maniitsoq - og så er der friske forsyninger, som ikke kan nå frem til Diskobugten. Alt sammen på grund af kompakt is ved vestkysten. 

Og situationen er usædvanlig i år. Faktisk har der ikke været så meget is langs vestkysten siden 2018, oplyser Istjenesten hos DMI til KNR. 

LÆS OGSÅ Mannannguaq Mathæussen og Uiloq har været strandet i Kangaamiut i 33 dage

- Der er mere is i Sydvestgrønland, end der plejer at være, siger meteorolog Jens Jakobsen. 

- Februar og marts har været koldere end normalt, så vestisen har i år en større udbredelse end normalt. 

- Men i ”normale” år kan vestisen også være en udfordring for skibsfarten. Især i området syd for Kangaatsiaq, hvor vestisen presser ind mod kysten – her dannes der ofte skruninger i isen, som kan være svære at bryde. Og der skal ikke ret meget vind til fra vest, før der dannes ispres, som gør det svært for skibene at bryde isen. Sidst der var en tilsvarende isudbredelse var i 2018.

Mary Arctica vendte om

Det er ikke kun Disko Line, der har problemer at komme igennem isen. Det har kystskibet Sarfaq Ittuk også. Det kan ikke nå længere end til Maniitsoq for tiden, for det kan ikke komme igennem isen nord for byen.

Derfor kniber det også gevaldigt med friske forsyninger i Aasiaat, Illulissat og Qasigiannguit. Kystskibet Mary Arctica kan simpelthen ikke komme frem. I denne uge måtte skibet vende om og sejle tilbage til Nuuk. 

 

Foto © : DMI

 

Det næste anløb er 4. april, 11. april, 18. april og 25. april. Men Royal Arctic Line har valgt at markere datoerne med rødt, som betyder, at anløbet kun sker, såfremt isen og vejrforholdene tillader det, skriver sermitsiaq.ag.

Ifølge Jens Jakobsen har januar og februar i år været usædvanlige. Der har nemlig været ”usædvanligt mange” lavtryk i Nordatlanten. 

- De lavtryk har også været usædvanligt kraftige, og de har derfor trukket en masse kold luft ned til Sydvestgrønland, hvor der så er blevet dannet havis langs kysten - mere havis end man normalt ser, siger han.

- Især på strækningen mellem Nuuk og Sisimiut er der i februar i år observeret mere havis end normalt.

Der går et par uger endnu

Og det er ikke bare sådan lige at pløje sig vej igennem isen. Den kan nemlig blive overordentlig tyk – for den blandes sammen med is, der allerede er der i forvejen. 

Nogle isflager kan være omkring en meter tykke, mens andre kun er 30-50 centimeter tykke. 

LÆS OGSÅ Johanne og hendes barnebarn har ventet en måned på at komme hjem

Så hvor længe skal vi vente på, at der fri passage?

- Jeg vil skyde på en åbning indenfor 14 dage. Det er et gæt, der er baseret på statistik, og der er ingen garanti. Men temperaturen stiger i denne weekend, og solen får mere magt, siger Jens Jakobsen.

- Februar og marts har bare været kolde, og der er dannet masser af is. Royal Arctic Line har ikke kunnet sejle ind i Disko Bugten siden starten af februar, så jeg håber, at der er en åbning indenfor de næste to uger.