Eksperimentbørn er klar til at pakke kufferten: Er inviteret på oplevelsestur til Ilulissat
- Jeg har lige snakket med Eva, og hun havde så ringet til Gaba. De vil i hvert fald gerne med!
Kristine Heinesen jubler i telefonen. Hun, Eva og Gaba er tre af de seks nulevende eksperimentbørn, der blev sendt til Danmark i 1951.
De havde hovedrollen i et opdragelsesforsøg, hvor målet var at gøre børnene mere danske. Når de rejste tilbage, skulle de være en ny dansktalende elite i Grønland.
Men eksperimentet fejlede: Mange af de 22 børn fra dengang har levet med traumer, misbrug og enkelte har forsøgt selvmord.
Undskyldning og erstatning
De 22 eksperimentbørn blev sendt til Danmark fra Grønland i 1951.
De havde hovedrollen i et opdragelsesforsøg, hvor målet var at gøre børnene mere danske, så de kunne vende tilbage til Grønland som rollemodeller.
Men da de kom hjem til Grønland, havde de glemt deres sprog og måtte ikke længere bo hos deres familier. I stedet blev de placeret på et børnehjem i Nuuk.
6 af de 22 lever i dag. De er omkring 80 år.
I sidste måned modtog de en officiel undskyldning for fortidens synder af statsminister Mette Frederiksen – både i København og i Nuuk - og de fik også en erstatning på 250.000 kroner hver.
Og nu er der dukket endnu en invitation op. De seks eksperimentbørn er inviteret til Ilulissat af Avannaata Kommunia.
LÆS OGSÅ Forsker om undskyldning til eksperimentbørn: Det er en historisk vigtig begivenhed
- Det var en meget, meget stor overraskelse. Og dejligt! Hernede øsregner det, og vejret er kedeligt. Så at få sådan en opringning og sådan en invitation – så bliver humøret højere, siger Kristine Heinesen i telefonen fra Danmark.
Slædetur
Det var borgmester i Avannaata Kommunia, løsgænger Palle Jerimiassen, der fik idéen om at skulle invitere eksperimentbørnene.
Kommunen vil vise sin medfølelse ved at invitere på en oplevelsestur. Og hvis de seks har lyst, er de velkomne til at fortælle om deres fortid i kulturhuset Sermermiut.
LÆS OGSÅ Eksperimentbarn om undskyldning: En rejse på 70 år er snart slut
- Vi ville også gerne byde dem velkommen på en oplevelsestur i Grønland måske for sidste gang, siger Palle Jerimiassen.
Selvom invitationerne ikke er blevet sendt ud endnu, glæder i hvert fald halvdelen af nulevende eksperimentbørn sig.
- Det må da gerne være nu, så kan man tage på en slædetur. Det kan også godt være senere. For mig betyder årstiden ikke noget, siger Kristine Heinesen.
Avannaata Kommunia vurderer, at besøget vil koste cirka 120.000 kroner.