Et løst stik i Inatsisartut var skyld i fejl på KNR-livesending

Den nu tidligere formand for Inatsisartut, Hans Enoksen, skød skylden på KNR's udstyr. Men den løse forbindelse var på Inatsisartuts eget udstyr, siger KNR-direktør.
Kim Kielsen er valgt som ny formand for Inatsisartut - men hvad han og de øvrige sagde på talerstolen i dag, kunne være lidt svært at følge med i. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
05. april 2022 15:35

Der var rod med teknikken i Inatsisartut, da de nye naalakkersuisut blev udnævnt klokken 13. 

Man kunne følge med på knr.gl og KNR 2 - men alle, som så med, måtte sande at det var lidt af en udfordring. 

Faktisk var der så meget rod, at der ikke var lyd på den grønlandske livesending fra salen i begyndelsen. Derefter røg tolkningen – og på et tidspunkt var der byttet rundt, så den tolkede version af mødet blev sendt på den kanal, hvor der normalt ingen tolkning er. 

Det fik Hans Enoksen (Naleraq), der er den nu tidligere formand for Inatsisartut, til at reagere fra talerstolen.

- Der er fejl med KNR’s udstyr, sagde han. 

Men det er løgn, siger KNR’s direktør Karl-Henrik Simonsen.

- Det er Intasisartuts eget udstyr, der ikke var i orden, siger han.

Et stik, der ikke var sat i kontakten

Ifølge ham opstod hele problemet, fordi et stik ikke var sat i en kontakt. Og den ene løse forbindelse fik altså først lyden fra Inatsisartut-salen og derefter lyden fra Inatsisartus tolkekontor til at falde ud. 

Så hvorfor var udstyret ikke testet før livesending?

-  Teknikere fra KNR var nede at teste udstyret i Inatsisartut sammen med Inatsisartuts egne teknikere i fredags. Der virkede det. Normalt bliver det tjekket hver gang – men i dag gjorde det ikke, siger Karl-Henrik Simonsen.

Han oplyser, at der blev sendt en tekniker afsted til Inatsisartut fra KNR så snart, fejlen blev opdaget, da livesendingen gik i luften.

- Han konstaterede, at der var et kabel, der ikke var sat rigtigt ind i et stik. Og så kom lyden tilbage. Men det var langt inde i mødet, siger direktøren.

- KNR har ikke begået nogen fejl, som Hans Enoksen siger. Det er udelukkende Inatsisartuts udstyr, som fejle blev fundet på.  
Hvis du også missede store dele af dagens udnævnelse af det nye naalakkersuisut - så læs med her og få overblik over, hvem der nu sidder i ministerkontorerne.