EU-minister i appel til franskmænd: I må stoppe Le Pen
Franskmændene må forhindre, at højrepopulisten Marine Le Pen vinder det franske præsidentvalg, for ellers vil det totalt forandre EU.
Sådan lyder det mandag advarende fra Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn.
- Jeg er meget bekymret, og jeg håber ikke, at vi får Le Pen som Frankrigs præsident, siger Asselborn forud for et møde blandt EU's udenrigsministre.
- Det ville ikke alene være et afbræk fra EU's kerneværdier. Det ville totalt ændre dets kurs. Franskmændene er nødt til at forhindre det, siger han.
Højrefløjskandidaten Marine Le Pen har søndag ved første runde af det franske præsidentvalg sikret sig over 23 procent af stemmerne mod mere end 27 procent til Emmanuel Macron.
De to skal ud i en afgørende valgrunde 24. april.
Og det er et splittet Frankrig, som de to kandidater fører valgkamp i, fortæller DR's korrespondent Stephanie Surrugue.
- Over 50 procent af de franske vælgere har stemt på yderfløjene. Det er et ekstremt splittet Frankrig, der går til valg. Men dog var det centrumpolitikeren Emanuelle Macron, som vandt runden i går. De to topkandidater skal i den grad på jagt efter vælgere.
Ved det seneste præsidentvalg for fem år siden var det også Macron og Le Pen, som franskmændene kunne vælge imellem i anden valgrunde.
Her vandt Macron med 66 procent af stemmerne.
I år er det 20 år siden, at en fransk præsident senest har opnået genvalg.
For blot en måned siden tydede meningsmålingerne på, at Macron havde sikker kurs mod et genvalg.
Men i de seneste uger har Le Pen halet ind på ham.