Før aftenens håndboldbrag: Sådan slår vi USA

Grønland skal mønstre et stærkt forsvar og sætte hurtige kontraangreb i gang for at vinde over USA i kampen om at komme med til VM i håndbold. Det vurderer KNR's sportskoordinator.
Håndboldlandshold 2022
Grønland kan med en sejr i aften sikre sig deltage ved VM næste år for første gang siden 2007. Foto © : Enok Petersen
Skrevet af Anders Dall
30. juni 2022 14:24

I aften klokken 21 står Grønlands herrelandshold i håndbold over for en af de helt store kampe.

Holdet skal møde USA i finalen ved VM-kvalifikationsturneringen for nordamerikanske og caribiske hold.

Meget er på spil.

Vinder Grønland, kvalificerer holdet sig nemlig samtidig til VM næste år.

Men det kræver en sejr over et amerikansk mandskab, der slog Grønland med 8 mål i den indledende runde. 

Ifølge KNR's sportskoordinator Noah Mølgaard ligger nøglen til sejr først og fremmest i det grønlandske forsvar.

- Forsvaret skal på plads. USA fik alt for mange nemme mål mod Grønland i den første kamp, siger han.

Fløjspillere får central rolle

Onsdag sagde holdets anfører Minik Dahl Høegh til KNR, at Grønland skal udnytte sin hurtighed og spille med snuhed for at overliste det amerikanske hold.

LÆS OGSÅ Anfører før finale mod USA: Vi har alt at vinde

Og det er Noah Mølgaard helt enig i.

- Det hele skal grundlægges i det grønlandske forsvar. De grønlandske spillere er, som Minik Dahl Høegh siger, hurtigere end USA's spillere. I kontraen kan vi få flere mål, fordi vi har meget hurtige fløjspillere, som også har scoret på mange af deres chancer i turneringen, siger han og slår fast:

- Hvis vi kan få nogle gode redninger fra vores målmænd, giver det gode kontrachancer.

Hvis nu...

Skulle Grønland gå hen og vinde i aften og kvalificere sig til VM for første gang siden 2007, er Noah Mølgaard sikker på, at det vil skabe håndboldeufori herhjemme.

- Vi vil opleve håndboldfeber i Grønland i januar 2023, som vi har oplevet de gange, Grønland har deltaget i en VM slutrunde.

Du kan følge aftenens kamp live på KNR TV fra klokken 21.