Fiskerorganisationer om øgede kvoter: Et skridt i den rigtige retning
Der er godt nyt for kystfiskerne i nord.
Biologer fra Naturinstituttet er nemlig kommet med en ny anbefaling om, at kvoterne for indenskærs hellefisk i 2023 og 2024 hæves med hele 20 procent.
Det skyldes, at data fra både fiskeri og biologiske undersøgelser viser, at der er mindst én talrig årgang på vej ind i det kystnære hellefiskeri.
LÆS OGSÅ Biologerne: Der kommer flere hellefisk i Disko Bugt og Upernavik
Og det er sød musik for fiskerne. Fiskernes organisationer har nemlig længe talt for, at kvoterne bør øges.
- Biologerne hæver anbefalingen fra 4.346 tons til 5.215 tons i Diskobugten.
- Ved Upernavik bliver den hævet fra 5.068 tons til 6.070 tons.
- Der bliver fanget langt flere hellefisk, end anbefalingerne tilskriver.
- Dette års samlede hellefiskekvoter for Disko Bugten alene er på over 9.000 tons. Det har Naalakkersuisut besluttet.
Formand for fiskernes organisation KNAPK Nikolaj Jeremiassen er glad for, at der bliver lyttet til organisationens ønsker.
- Det er selvfølgelig ikke overraskende, da vi fra organisationens side har arbejdet for at man sætter TAC (total allowable catch) for indenskærs efter bestandstørrelsen. Og vores afdelinger på kysten siger det samme om, at kvoten var for lille, siger Nikolaj Jeremiassen og fortsætter:
- Så selvom biologerne har sagt noget andet i de forrige år, så forstår biologerne endelig nu den bestandsstørrelse, som fiskerne har snakket om. Og ikke mindst vores ønske om, at der skal ændringer til.
Fanges langt flere fisk
Konkret lyder anbefalingerne fra NAFO, den nordatlantiske fiskeriorganisation, som Naturinstittutet er repræsenteret i, at kvoterne for hellefisk bliver hævet til cirka 5.200 tons i Disko Bugten og 6000 tons i Upernavik i de kommende år.
I Uummannaq er der dog ikke samme forøgelse af hellefisk. NAFO rådgiver derfor en uændret fangstmængde på 5.153 tons i de kommende år i Uummannaq-området.
Men på trods af anbefalingerne, bliver der i forvejen fisket langt mere, end anbefalingerne tilskriver.
I 2021 blev der fanget lidt over 9000 tons hellefisk i Disko Bugten, knap 8.500 tons i Upernavik og omkring 9.600 tons i Uummannaq.
For direktør for fiskernes interesseorganisation SQAPK Erik Lange er forøgelsen af kvoterne derfor et skridt i den rigtige retning.
- Der er jo ikke lagt op til en stor forøgelse af kvoterne. Det er dog et skridt fremad. Og så er det ønskeligt, at anbefalingerne og kvoterne bliver øget årligt fremover, siger Erik Lange.
Han mener fortsat, at overskridelsen af de årlige kvoter skyldes, at der i de seneste år hvert år har været en nedskæring i kvoterne med 10 procent.
Ifølge direktøren vil overskridelsen af kvoterne dermed blive mindre i fremtiden, efter at biologerne har anbefalet 20 procents forhøjelse af kvoterne i fremtiden.