Forening om missede millioner: Det er meget skuffende, at en så stor misforståelse kan ske

En misforståelse i kommunikationen mellem Selvstyret og finansministeriet i Danmark er skyld i, at foreningen Peqatigiiffik Illorsuarmiut går glip af i alt to millioner kroner. Både de tabte penge og forklaringen skuffer foreningen.
Dorthe Qvist Jerimiassen fra Peqatigiiffik Illorsuarmiut ærgrer sig over, at en misforståelse har kostet foreningen et millionbeløb i støttekroner fra den danske finanslov. Foto © : KNR
15. december 2021 09:37

- Jeg synes, at det er meget skuffende, at en så stor misforståelse kan ske, siger Dorthe Qvist Jerimiassen.

Hun er formand for Peqatigiiffik Illorsuarmiut, som er en forening for borgere fra bygden Illorsuit, der blev evakueret efter en voldsom tsunami i Karratfjorden i 2017.

I dag bor der ingen i bygden. 

Tre ustabile områder i Karrat Fjorden


Geologer fra både Grønland, Danmark og Norge har udpeget tre ustabile områder i Karrat Fjorden. De ligger tæt på det ustabile fjeldområde, der skabte en tsunami i 2017, og er markeret med nummer 1, 2 og 3 på billedet. Det værst tænkelige scenarie er, at hele område 3 falder i havet på én gang.

Foto © : Naalakkersuisut

Misforståelsen drejer sig om en stor sum penge, som Siumuts folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam havde forhandlet hjem på den danske finanslov. 

Nærmere bestemt 500.000 kroner hvert år i fire år, der skulle gå direkte til foreningen og dens arbejde. 

Men da det danske finansministerium oplyste Selvstyret om forslaget, forstod Selvstyret det sådan, at pengene skulle gå specifikt til aktiviteter i Illorsuit. 

LÆS OGSÅ Forening misser millioner på grund af misforståelse

Og det ville Selvstyret ikke give sin støtte til, fordi undersøgelser viser, at der er stor risiko for, at området igen kan blive ramt af tsunamier. 

Det har naalakkersuisoq for finanser, Naaja Nathanielsen (IA), forklaret til KNR.

- Vi har forstået, at det handlede om aktiviteter i selve Illorsuit, og det har vi ikke kunnet støtte. Penge til foreningen synes jeg, er meget støtteværdigt, og man kan sagtens lave aktiviteter for medlemmerne uden at det foregår i Illorsuit, og det vil vi ikke have problemer med at støtte. Der er nok i virkeligheden tale om en rigtig ærgerlig misforståelse, siger hun. 

Støtte til psykolog og jurist

Dorthe Qvist Jerimiassen mener dog, at foreningen har forklaret til Naalakkersuisut, hvad den ønsker støtte til - og at det ikke drejer sig om aktiviteter i Illorsuit. 

LÆS OGSÅ Tsunamifare i Karrat: Folk venter stadig på flyttehjælp

- Det fremgår ellers meget tydeligt i den henvendelse, vi har skrevet (til Naalakkersuisut red.), hvad vores ønsker går ud på, siger Dorthe Qvist Jerimiassen.

Foreningen kunne også godt tænke sig penge til at kunne hyre en jurist, der kan hjælpe borgere fra Illorsuit med at få helt styr på deres rettigheder.  

 - Nogle har fået en bolig, og andre har ikke fået et sted at bo. Det er et eksempel, der viser, hvor stor forskel, der er på, hvordan vi er blevet behandlet, siger Dorthe Qvist Jerimiassen.