Forsker om opdagelse: Verdens nordligste ø er et isbjerg
Verdens nordligste ø, Qeqertaq Avannarleq, er i virkeligheden et isbjerg.
Det er netop blevet opdaget på ekspeditionen "Leister Go North 2022", der blev indledt i august.
Det skriver mediet Videnskab.dk.
Isbjerget, som man troede var en ø, blev opdaget ved en tilfældighed sidste år af danske og schweiziske forskere. Den blev efterfølgende erklæret verdens nordligste ø.
Historien var meget opsigtsvækkende og gik verden rundt.
Men opdagelsen har nu vist sig ikke helt at holde stik.
Professor fra DTU Space René Forsberg var med på både ekspeditionen sidste år og i år.
Han forklarer, at forskerne på ekspeditionen år "Leister Go North 2022" besøgte flere af de positioner, hvor der gennem årene er fundet og registreret småøer.
Det var i den forbindelse, at forskerne opdagede mellem 25 og 45 meters vanddybde på alle positioner på småøerne. Dermed var der ikke tvivl om, at verdens nordligste ø er et isbjerg, forklarer han til KNR.
- Og vi så senere, hvor de kom fra. De kommer fra de gletsjere, som udmunder vest for Kap Morris Jessup. Vi så også mange andre isbjerge i samme område, der var karakteristiske flade. Nogle af dem har jord og sten på toppen, som til forveksling ligner øer.
Fascinerer mange mennesker
Det var egentlig med en forventning om verdens nordligste ø, at forskerholdet tog dertil. Dermed blev både René Forsberg og ekspeditionsmedlemmerne overraskede.
- Ekspeditionens medlemmer tog det pænt, selvom de havde forventet, at Qeqertaq Avannarleq i lang tid fremover kunne være den nordligste ø i verden.
Den grønlandske ø Inuit Qeqertaat, som på dansk kaldes Kaffeklubben Ø, er nu tilbage til sin position som verdens nordligste ø.
Derudover har det nye fund ikke en større geografisk betydning.
- Men det er klart, at det nordligste punkt i verden fascinerer rigtig mange mennesker. Og det er også derfor, der har været rigtig mange private ekspeditioner, siger René Forsberg.
Opdagelsen af, at småøerne i virkeligheden er isbjerge gør, at Grønland kommer til at se en smule anderledes ud på landkortet.