Forskere rejser til Tasiilaq for at undersøge hudlidelser

Et forskerhold fra Herlev og Gentofte Hospital i Danmark snart på vej til Tasiilaq for at undersøge, om grønlænderne er mere udsatte for hudsygdomme i forhold til andre folkeslag. 
- Derfor har vi formodning om der er en øget forekomst af hudsygdomme i Grønland siger Morten Bahrt Haulrig. Foto © : Apollo Jeremiassen / KNR
Skrevet af Lisathe Møller
22. april 2022 09:07

Der er ikke forsket meget i hudlidelser i Grønland. 

Derfor er et forskerhold fra Herlev og Gentofte Hospital i Danmark snart på vej til Tasiilaq for at undersøge, om grønlænderne er mere udsatte for hudsygdomme i forhold til andre folkeslag. 

Det, forskerne allerede ved, er, at der er en øget forekomst af såkaldt børneeksem hos børn på op til seks år i Grønland. Børneeksems rigtige navn er atopisk eksem.

Faktisk har hvert tredje barn atopisk eksem – og det er især børn med inuit-oprindelse, der får det, viser en undersøgelse, der blev lavet i 2019 – 2020 ifølge sermitsiaq.ag.

839 børn fra 34 forskellige daginstitutioner i Nuuk, Sisimiut og Qaqortoq blev undersøgt. 28 procent havde atopisk eksem – og 34,5 procent havde haft det tidligere. 

Forekomsten i Danmark i samme aldersgruppe er omkring 15-25 procent.

Eksemen fortsætter i voksenalderen

Og nogle af dem fortsætter med at have hudsygdommen i voksenalderen, siger Morten Bahrt Haulrig, der er læge og ved Herlev og Gentofte Hospital.

- Derfor har vi formodning om der er en øget forekomst af hudsygdomme i Grønland siger han til KNR.

Der er også lavet enkelte undersøgelser, hvor der er fundet en højere forekomst af kontakteksem, altså håndeksem. Og så er der faktisk ikke undersøgt meget andet i forhold til hudlidelser.

- Det er det vi gerne vil undersøge, siger Morten Bahrt Haulrig.

Morten Bahrt Haulrig håber at kunne afdække, hvilke hudsygdomme der er her i Grønland, og om hvor stor en del af den grønlandske befolkning, der lider af dem.  

Undersøgelserne kommer til at foregå i forsamlingshuset i Tasiilaq fra 4. til 10. maj. 

Forskerholdet håber, at så mange som muligt deltager i undersøgelsen. Man skal være fyldt 18 år, og det er underordnet, om man har hudproblemer eller ej. 

Hvis det viser sig, at man har problemer min sin hud, så bliver man behandlet med hjælp fra sygehuset i Tasiilaq.