Fra koloni til dansk amt: Historisk bog om Grønland vinder pris

Den danske journalist og forfatter Anne Kirstine Hermann har vundet prisen Årets Historiske Bog 2021 med bog om Grønland.
"Imperiets børn" handler om Grønland i perioden efter Anden Verdenskrig og det politiske spil mellem Landsrådet og den daværende danske regering. Foto © : Scanpix
05. april 2022 08:52

"Imperiets børn" vakte opsigt, da den blev udgivet i sommers.

Nu har den vundet prisen Årets Historiske Bog 2021. Bogen handler om Grønland i perioden efter Anden Verdenskrig og det politiske spil mellem Landsrådet og den daværende danske regering.

Journalist og forfatter til bogen Anne Kirstine Hermann håber, at bogen får endnu mere opmærksomhed med den nye pris.

- Jeg er jo først og fremmest rigtig glad for, at det er med til at give bogen og historien mere opmærksomhed, siger hun.

Prisen uddeles hvert år af Dansk Historiske Fællesråd, og vinderen får 20.000 kroner.

Skal oversættes til grønlandsk

"Imperiets Børn" undersøger perioden mellem 1945 og 1954, hvor Grønland gik fra at være en koloni til et dansk amt.

Bogen går i dybden med den politiske beslutningsproces og viser, hvordan danske politikere og embedsmænd besluttede at fordanske Grønland på trods af, at det stred imod FN's retningslinjer for det internationale samfund om en afkoloniseringsproces.

LÆS OGSÅ Ny bog vil guide dig ud i Grønlands natur

Idéen til bogen opstod, da Anne Kirstine Hermann i en periode boede i Nuuk i 2009, og bogen har været undervejs i over 10 år.

- Jeg oplever tit at få henvendelser fra folk, som har læst bogen og har en eller anden personlig relation til noget af det, jeg beskriver i bogen og som skriver til mig, at det betyder rigtig meget for dem at kunne forstå, hvordan nogle af de her ting hænger sammen historisk set, fortæller forfatteren.

Anne Kirstine Hermanns ambition i fremtiden er, at bogen også skal blive til undervisningsmateriale.

- Det jeg godt kunne tænke mig at gøre med bogen, udover at få den oversat mest muligt selvfølgelig først og fremmest til grønlandsk, men også at få kigget på, hvordan jeg kan bruge det materiale, der er i bogen, til for eksempel at få lavet noget undervisningsmateriale til undervisning og skoler, siger Anne Kirstine Hermann.