Gorbatjov stedes til hvile ved nedtonet begravelse

Putin har markeret sin afstandtagen til Gorbatjov ved at nægte ham æren af en statsbegravelse.
Tusinder af moskovitter kom forbi Mikhail Gorbatjovs åbne trækiste. Foto © : Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. september 2022 14:15

Russerne begraver lørdag Mikhail Gorbatjov, som havde mange beundrere i Vesten, ved en nedtonet ceremoni. Begravelsen står i stærk kontrast til tidligere begravelser af sovjetiske og russiske ledere.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, deltager ikke på nogen måde i begravelsen af Gorbatjov. Det er ikke overraskende, da den nuværende russiske leder har kaldt Sovjetunionens sammenbrud for en "geopolitisk katastrofe".

Putin har markeret sin afstandtagen til Gorbatjov ved at nægte ham den ære og de fanfarer, der er knyttet til en statsbegravelse. Præsidenten meddelte tidligere på ugen, at han havde andre forpligtelser lørdag. Derfor var han forbi kisten en anden dag.

Under normale omstændigheder ville mange vestlige statsoverhoveder og regeringschefer være strømmet til Moskva for at være med ved Gorbatjovs begravelse. Det har krigen i Ukraine og Vestens sanktioner ændret. Derfor er de fleste vestlige lande er repræsenteret med deres ambassadører.

Gorbatjov blev en helt i Vesten, da han tillod en ny frihed i Østeuropa efter fire årtier med sovjetisk kommunistisk kontrol. Hans linje banede vejen for genforeningen af Tyskland og af Øst- og Vesteuropa samt omfattende nedrustning.

Gorbatjov stod senere magtesløs og uden nogen politisk position, da Sovjetunionen i 1991 gik i opløsning og samtlige 15 republikker ville være selvstændige. Det var seks år efter, at Gorbatjov var blevet indsat som topleder i Moska.

Gorbatjovs assistent og oversætter gennem en årrække har sagt, at den afdøde leder var "chokeret" og "sindsoprevet" i de sidste måneder af sit liv på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

- Det knuste ham - følelsesmæssigt og psykologisk, siger Pavel Palasjtenko.