Grønland får fast plads i vigtigt nævn i Folketinget
Der er fordelt udvalgspladser for Grønlands to folketingsmedlemmer Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit og Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut.
Begge folketingsmedlemmer får en plads i det Udenrigspolitiske Nævn. På sin Facebookside skriver Aaja Chemnitz, at hun glæder sig ”meget” til at starte på sin nye udvalgspost fra 3. oktober 2023.
- Med usikkerhed om, hvad der kommer til at ske på forsvars- og sikkerhedsområdet, er det vigtigt at sidde med i nævnet, ligesom jeg også har fået plads i Forsvarsudvalget og i Retsudvalget. Det er vigtige områder for vores land i de kommende fire år, skriver hun.
Plads i Udenrigspolitisk Nævn
Aki-Matilda Høegh-Dam har også skaffet sig en fast plads i Udenrigspolitisk Nævn fra oktober 2023.
I en pressemeddelelse skriver hun:
LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz: Grønland kan godt være tilfreds
- Der er øget bevågenhed af Kalaallit Nunaat, derfor er det vigtigt, at vi bliver inddraget omkring beslutninger om Kalaallit Nunaat. Det er en af de vigtigste poster i Folketinget, derfor er jeg meget tilfreds med, at jeg bliver medlem af nævnet. Nu, hvor det er på plads, er det næste mål at inddrage Inatsisartut for at sikre vores vidensdeling.
Fortsætter som formænd for Grønlandsudvalget
Det Udenrigspolitiske Nævn beskæftiger sig med alle emner, der er relateret til udenrigspolitik og sikkerhedspolitik. Derudover rådgiver nævnet regeringen i udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål.
LÆS OGSÅ Aki-Matilda Høegh-Dam: Vores ønsker står klart og tydeligt i regeringens politik
Derudover fortsætter de to politikere med skiftevis at være formand for Grønlandsudvalget. Aki-Matilda Høegh-Dam som formand i de første to år af valgperioden, og Aaja Chemnitz som formand de efterfølgende to år.
Ligeledes er de skiftevis formand i Arktisk Delegation. Aaja Chemnitz de første to år, og Aki-Matilda Høegh-Dam de efterfølgende to år.