Grønlands Politi: Sørg for at sikre jeres genstande for stormen

Storm med vindstød af orkanstyrke har fået Grønlands Politi til at bede folk om at sikre deres ejendele. Politiet opfordrer virksomheder til at være ekstra opmærksomme på sikkerheden ved byggepladser.
På vestkysten oplever både Nuuk (billedet) og Paamiut storm med vindstød af orkanstyrke. Arkivfoto Foto © : Kim Andersen
Skrevet af Anders Dall
21. april 2022 09:34

Stormende kuling med vindstød op til orkanstyrke og snefygning præger vejrbilledet her til formiddag på dele af Grønlands vestkyst. 

Ifølge vejrtjenesten DMI ser stormen ud til at toppe her i formiddagstimerne.

Det sker med vindstød i hovedstaden Nuuk, der kan ligge på mellem 36 og 30 meter i sekundet.

Også i Paamiut forventer DMI vindstød op til orkanstyrke.

På Facebook har Grønlands Politi skrevet, at man har bedt virksomhederne i Vestgrønland om at sørge for sikkerheden ved deres byggepladser for at undgå frit flyvende genstande. 

Her har politiet også bedt borgere om at sikre deres ejendele for stormen. 

DMI skriver i sin vejrmelding, at vinden på strækningen fra Nuuk til Paamiut vil aftage lidt sidst på dagen.