Herrelandsholdet er i gang med Futsal Week i Kroatien

Herrelandsholdet i Futsal befinder sig i øjeblikket i Kroatien og er i gang med at spille mod fire andre futsal-landshold i en international turnering kaldet Futsal Week.
11. januar 2023 15:17

Grønlands herrelandshold i Futsal er i Kroatien, hvor de i fire træningskampe skal høste erfaringer, som kan forbedre landsholdsspillerne på sigt.

Office manager i KAK, Grønlands boldspil union, Niisinnguaq L. Geisler forklarer, hvorfor Futsal Week er vigtig for spillerne.

- Det er vigtigt, at landsholdet, nye landsholdsspillere og kommende landsholdsspillere møder andre lande i den årlige Futsal Week. Det ruster dem bedre til fremtidige turneringer. Træningskampene er med til at øge spillernes færdigheder, siger Niisinnguaq L. Geisler.

Hold fra hele verden er med

Han fortæller videre, at der kommer hold fra hele verden til turneringen i Kroatien.

- Næsten alle futsal-nationer fra hele verden deltager i arrangementet. Også store europæiske futsal-nationer som Spanien kommer og spiller med, siger Niisinnguaq L. Geisler.

Det grønlandske U19 landshold har tidligere spillet med i Futsal Week.

LÆS OGSÅ Ny turneringsform: Fodbolden bliver sparket mod 1. og 2. division

- Lige nu er det herrelandsholdet, der spiller med i futsal-ugen. Men sidste år i juni måned var U19 ungdomslandsholdet med, hvor de fik rigtig meget ud af deres deltagelse, siger Niisinnguaq L. Geisler.

Herrelandsholdet vil udnytte deres nyerhvervede færdigheder fra Futsal Week til kommende internationale kampe.

- Den årlige Nordic Cup afholdes i Danmark i oktober. Og her er det vigtigt, at landsholdet bruger de ting, de har lært fra Futsalweek, slutter Niisinnguaq L. Geisler.

Futsalweek er skabt af den verdenskendte kroatiske landstræner, Mico Martic. Det grønlandske herrelandshold møder Bosnien Hercegovina, Estonia, Ungarn og Rumænien i denne omgangs Futsalweek.