Historisk aftale skal sikre planetens økosystemer

En ny aftale skal sikre, at planetens biodiversitet og de arktiske oprindelige folks rettigheder beskyttes.
Naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, Kalistat Lund, talte om arktiske oprindelige folks rettigheder og Grønlands natur i en tale til et COP15-møde om biodiversitet. Foto © : Naalakkersuisut
26. december 2022 17:38

Til et COP15-møde 16. december mødtes verdens miljøministre for at indgå en ny 10-årig aftale om beskyttelse af verdens biodiversitet. Det skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Hvad er biodiversitet?

Biodiversitet omfatter alt liv og alle arter på jorden -  for eksempel planter, dyr, svampe, mikroorganismer med mere.

Det er arter, vi fisker, fanger, plukker eller bare kigger på, og det omfatter også de, som er så små, at vi ikke kan se dem. 

Kilde: Pressemeddelelse fra Naalakkersuisut

Og nu er der altså landet en historisk aftale om at beskytte Jordens dyr og planter, der uddør med alarmerende hast.

Aftalen omfatter konkrete tiltag til at standse og vende naturtab, herunder at sætte 30 procent af planeten og 30 procent af forringede økosystemer under beskyttelse inden 2030.

Derudover talte Kalistat Lund, naalakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø, på vegne af Kongeriget Danmark til miljøministre fra hele verden om Grønlands natur og dets sårbare økosystemer til COP15-mødet.

Skal sikre oprindelige folks rettigheder

Kalistat Lund påpegede i sin tale, at aftalen skal respektere og sikre oprindelige folks rettigheder.

- Forurening rejser langt og krydser landegrænser, inden det falder ned med sne og regn eller kommer med havstrømmene. Klimaændringerne truer de arter, der lever i Arktis. Derved bringes levebrødet for arktiske oprindelige folk i fare, fortalte Kalistat Lund til COP15-mødet.

Han påpegede desuden, at aftalen skal respektere og beskytte oprindelige folks rettigheder:

- Vi skal sikre oprindelige folks rettigheder til deres land, deres traditionelle viden og bæredygtighed i overensstemmelse med FN-erklæringen om oprindelige folks rettigheder, fortsatte Kalistat Lund.

Grønland har de seneste fire år deltaget aktivt i forhandlingerne om den globale aftaletekst for at sikre Grønlands interesser, både hvad angår naturmål og sikringen af oprindelige folks rettigheder.