Hold på hue og briller: Stærk storm og endnu mere sne på vej
Hvis du bor i Nuuk og synes, at der er ret meget sne – så har du helt ret. I løbet af onsdag og torsdag væltede næsten en meter sne ned over hovedstaden.
Ifølge DMI faldt der ikke mindre end 64 centimeter sne onsdag, og 20 centimeter i går.
Og der er mere på vej, siger Mille Brandt Pedersen, der er vagthavende meteorolog ved DMI i Nuuk.
- Der kan falde 10-20 centimeter mere sne inden i aften. Sådan vil det være fra Nuuk og langs kysten op til Disko Bugten, siger hun.
Rigtig meget snefygning
Vinden er frisk til hård med vindstød til hård kuling. Sent i aften og i nat kommer der så et ophold – men så bliver alting hvidt igen. For i løbet af natten til lørdag tager blæsten i hovedstaden til med vindstød på op til 30 meter i sekundet. Det svarer til stærk storm.
LÆS OGSÅ Kæmper du dig også gennem driverne? Der faldt 64 centimeter sne i Nuuk i går
- Fem til 10 centimer mere sne vil der nok falde. Det er jo ikke så meget, men det betyder, at der kommer rigtig meget snefygning, siger Mille Brandt Pedersen.
Foto: Christine Hyldal/KNR
De store mængder sne i Nuuk fik sat hovedstadens sneryddere på overarbejde. Den kraftige vind og al sneen lukkede vejene, og det gav store problemer for trafikken onsdag og torsdag. Derfor frarådede Kommuneqarfik Sermersooq al unødvendig kørsel i går.
Air Greenland aflyser
Også lufttrafikken kæmper mod snefygning, storm og kuling.
I skrivende stund har 192 passagerer fået forsinket deres rejse hos Air Greenland. De skulle have været til Maniitsoq, Upernavik, Nuuk og Sydgrønland.
- Alle de berørte passagerer er ombooket. Men hvis man alligevel ikke modtaget en ny rejseplan så kontakt kundeservice, siger Sasha Kleist Sethsen, der er kommunikationsmedarbejder i Air Greenland.