Hundredvis så Jim Lyngvild-udstilling i Ilulissat

Unge og gamle strømmede til, da udstillingen med Jim Lyngvilds værker i dag åbnede i Ilulissat.

I dag slog kulturhuset 'Sermermiut' i Ilulissat dørene op til udstillingen med Jim Lyngvilds værker.

Det er kulminationen på ugers intens debat om kunst og kultur, boykot og bortvisning.

LÆS OGSÅ Efter fyring: Jim Lyngvild dropper udstilling i Ilulissat

Derfor var det en glad Jim Lyngvild, som KNR fangede under dagens udstilling.

- Det har været en overvældende oplevelse. Jeg tror, at der har været 300 mennesker, og folk har kun været positive, siger den danske kunstner og designer.

Han glæder sig især over, at det i dag har været kunsten, som har fået opmærksomheden og ikke balladen om fyringer og boykot.

-  Resultatet blev, som jeg gerne vil have. Det er kunsten, der er i centrum, og ikke balladen.

Jim Lyngvild fortæller, at det er planen, at udstillingen skal blive i Ilulissat de næste tre måneder, hvorefter den, på invitation fra borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Charlotte Ludvigsen (IA), skal sendes til Nuuk.

Men det stopper ikke nødvendigvis her:

- Qaqortoq, Tasiilaq og Aasiaat har også spurgt, om de må få udstillingen. Nu må vi se. Måske jeg skal rigtig meget til Grønland i fremtiden, lyder det fra Jim Lyngvild.

Stolthed over værkerne

Både Jim Lyngvild og eventkoordinator i kulturhuset 'Sermermiut' Petra Linda Clasen vurderer, at der har været omkring 300 mennesker forbi dagens udstilling.

LÆS OGSÅ Kulturhus lægger vægge til Lyngvilds billeder, og fyret museumsleder vil hjem til Brugseni

Og folk er vilde med det, de ser.

- Folk synes, at det er meget flotte værker. Stemningen er god, og alle er glade og roser ham, siger Petra Linda Clasen.

Personligt er hun også glad for, at det blev 'Sermermiut', der endte med at lægge vægge til Jim Lyngvilds billeder.

- Jeg er stolt over, at 'Sermermiut' er det første sted, som udstiller Jims værker.

- Hans udstilling er meget flot. Det ser ud til, at det har været et stort projekt at lave sælskinstøjet. Man bliver også stolt over, at modellerne er fra Grønland.