Hvad skete der med Hans Egede? Et vidne spænder stadig ben for politiet

Politiet må spille efter andre regler end normalt, hvis de skal have fat i et vidne i udlandet. Det er grunden til, at efterforskningen af hærværket på Hans Egede-statuen i Nuuk trækker ud.
Fire personer er mistænkt og sigtet i forbindelse med hærværket på Hans Egede-statuen på Kolonihavnen i Nuuk. Arkivfoto. Foto © : KNR/ Ane-Marie Petersen
16. februar 2022 05:45

For et år og knap otte måneder siden, vågnede nuummiut op til, at statuen af Hans Egede var malet over. Det skete på en solrig søndag 21. juni, Grønlands nationaldag. 

Hærværket startede en voldsom debat om afkolonisering, forholdet til Danmark, dansk overherredømme, kultur og traditioner, som rasede resten af sommeren. 

Det ved vi om efterforskningen:

* Fire unge mennesker; to mænd og to kvinder, er sigtet i sagen. Det blev de faktisk kort tid efter, at statuen blev overmalet.

* De er alle sigtet under Kriminallovens paragraf 46 for krænkelse af et offentligt mindesmærke eller lignende.

* Alle fire har tidligere nægtet sig skyldige.

Kilde: KNR

Men hvem var det egentlig, der hældte rød maling på statuen og spraymalede missionærens præstekjole med traditionelle inuit-tatoveringer?

I sommer sagde politiet, at efterforskerne var ét vidne fra at afslutte deres arbejde. Problemet var bare, at vidnet var i udlandet. Sagen var dog snart klar til juristerne, hed det dengang. Det er dem, der skal vurdere, om der skal være en retssag eller ej.

Nu er der så gået knap otte måneder, og meldingen er stadig den samme. Vidnet er i udlandet, og det skaber bøvl for efterforskerne.

Tunge systemer tager tid

Hvis politiet skal arbejde og efterforske i et andet land, så gælder der nemlig nogle helt andre spilleregler, end hvis vidnet var her i Grønland. Det fortæller chefanklager Morten Nielsen:

- Når man skal afhøre vidner, som befinder sig udenfor rigsfællesskabet, er man nødt til at gå igennem andre landes myndigheder.

LÆS OGSÅ Politiet er ét vidne fra at afslutte efterforskning af statue-hærværk

Hvorfor kan man ikke bare ringe til det land, hvor vidnet opholder sig og sige, at man gerne vil i kontakt med vedkommende?

- Samarbejdet mellem forskellige landes myndigheder er reguleret i et væld af traktater. Selv indenfor rigsfællesskabet er der forskel på lovgivning, som gør, at det sommetider er lidt kompliceret, siger Morten Nielsen.

Den slags kan tage tid, påpeger chefanklageren. Det kan nemlig være, at både politiet og domstolene i det pågældende land skal involveres, før politiet overhovedet kan få svar på, om der kan skabes kontakt til vidnet.

Lande har forskellige love og regler. Måske er en forbrydelse ulovlig her men lovlig et andet sted. Derfor skal et andet land ifølge Morten Nielsen være godt inde i en sag for at tage stilling til, om det vil hjælpe i efterforskningen.

"Vi er nødt til at høre, hvad vidnet vil sige"

Chefanklageren vil ikke svare på, hvor vedkommende befinder sig, eller hvorvidt politiet har kontakt til personen.

Hvorfor er det her vidne så væsentligt?

- I denne her sag har vi vurderet, at vi er nødt til at høre, hvad det pågældende vidne har at fortælle, før vi kan foretage en samlet vurdering af, hvad vi kan gøre med denne her sag.

LÆS OGSÅ Afstemning om Hans Egede er slut: Flertal sømmer statue fast til fjeldtop 

Så det er afgørende for, at man kan komme videre?

- Det er en forklaring, som vi er nødt til at få, for at få et samlet billede af denne her sag. 

Hvad sker der, hvis det ikke lykkes at få kontakt til det her vidne?

- Så tager vi sagen derfra, og så må vi vurdere, hvad vi så kan gøre. Så foretager vi en konkret vurdering der. 

Hvor længe har I tænkt jer at prøve? Nu er der gået lang tid?

- Vi bliver ved, så lang tid det giver mening. Det er altid en vurdering af, hvornår nok er nok. Der er vi ikke endnu. 

Det er ikke første gang, at Hans Egede-statuen er blevet udsat for hærværk.

Helt tilbage i 1973 blev statuen første gang overhældt med rød maling, og der er igennem årene blevet udøvet lignende hærværk mod statuen.