IA i Sermersooq: Teststrategien er ikke længere holdbar

Inuit Ataqatigiit i Nuuk kræver bedre testforhold i hovedstaden, gratis kviktest og bedre kommunikation fra myndighederne.
Juaaka Lyberth, der er formand for IA-gruppen i Sermersooq ønsker bedre testforhold i Nuuk. Foto © : KNR/Aputsiaq Arens
Skrevet af Malik Brøns
10. januar 2022 15:24

Køen ved testcentret i Nuuk er for lang, og der går for lang tid inden, man får svar på sin coronatest.

Derfor mener Inuit Ataqatigiits lokalafdeling i Nuuk og dens kommunalbestyrelsesmedlemmer i Kommuneqarfik Sermersooq, at myndighederne skal finde nye alternativer.

For eksempel foreslår partiet i en pressemeddelelse, om man ikke kan spørge Arktisk Kommando om hjælp til oprettelse af et ekstra coronatestcenter i hovedstaden.

Lokalpolitikerne mener nemlig, at byens eneste testcenter i sportshallen Inussivik er for lidt. 

- Den galopperende smittespredning, måden testningen foregår på, svar og myndighedernes håndtering af situationen skaber utryghed og utilfredshed hos mange borgere i Nuuk og resten af Kommuneqarfik Sermersooqs bosteder. Det bør og skal gøres bedre.

Det skriver Juaaka Lyberth, der er formand for IA-gruppen i Sermersooq og formand i IA’s lokalafdeling i Nuuk, Ove Karl Berthelsen, i en fælles pressemeddelelse.

Gratis kviktest ligesom kondomer

For at korte de timelange køer ned foreslog Naalakkersuisut i sidste uge, at man også kan tage en kviktest derhjemme.

En kviktest koster cirka 40 kroner stykket, og udmeldingen fra Naalakkersuisut bekymrer tidligere naalakkersuisoq for sundhed, Demokraatits Anna Wangenheim.

Hun mener nemlig ikke, at alle har råd til at købe en kviktest i butikkerne.

LÆS OGSÅ Tidligere naalakkersuisoq for sundhed: Ikke alle har råd til at købe kviktest

Den bekymring bliver bakket op af Inuit Ataqatigiits lokalafdeling i Nuuk og IA-gruppen i Sermersooq.

- Såfremt kviktest skal være med til at forkorte ventetiden foran testcentrene, bør kviktest tilbydes gratis til alle borgere.

Partiet foreslår, at sundhedsvæsenet uddeler gratis kviktest, ligesom tilfældet allerede er med kondomer.

Simultantolke kan ikke følge med

Og for det tredje kan kommunikationen blive bedre, mener partiet.

- Endelig mener IA-gruppen i Sermersooq og NIA, at kommunikationen fra myndighederne og fra de politiske hold kan blive meget bedre end nu. Korte, præcise og for menigmand forståelige informationer bør være mulige at melde ud, i stedet for lange, uklare udmeldinger, der rummer mange informationer på én gang.

IA foreslår at holde to separate pressemøder, hvor det ene er på grønlandsk og det andet på dansk. Som det er nu, så kan simultantolkene ved pressemøderne ikke følge med, derfor misser man meget af informationerne, mener partiet.