Instruktør om ny DR-serie: Det er vores forsøg på at inddrage en grønlandsk synsvinkel

Den nye DR-serie "Historien om Grønland og Danmark" er et forsøg på at fortælle 300-års historie. Filminstruktør Inuk Silis Høegh er glad for, at grønlandske stemmer er inddraget i serien.
Inuk Silis Høegh er instruktør på den nye DR-serie "Historien om Grønland og Danmark". Her er han i gang med at instruere skuespiller Varna Marianne Nielsen. Foto © : DR
24. april 2022 11:14

Fra kolonisering og undertrykkelse til løsrivelse og kamp for selvbestemmelse. Den nye dramadokumentarserie "Historien om Grønland og Danmark" på DR forsøger at udfolde Grønland og Danmarks 300 år lange fælles historie.

Som instruktør på serien har filminstruktør Inuk Silis Høegh lært meget om det grønlandske folks historie undervejs.

- Det har været enormt spændende at dykke ned i min og mit folks historie gennem de sidste 300 år. Historien er med til at gøre en mere selvbevidst om, hvordan vi er nået herhen, og den kamp som vores forfædre har kæmpet før os, siger han.

Serien er på fire afsnit og starter fortællingen med missionæren Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721. Der er kun få kilder, som fortæller historien om mødet mellem den dansk-norske missionær og inuit. Derfor har det været en spændende udfordring for Inuk Silis Høegh at instruere scener, der netop skal illustrere det møde.

Historien om Grønland og Danmark

- Ny DR-serie om Grønland og Danmarks fælles historie

- Dramadokumentaren er på fire afsnit.

- Første afsnit bliver sendt i aften.

- Filminstruktør Inuk Silis Høegh er instruktør på serien.

- Det har været svært at regne ud, hvordan grønlænderne har opført sig på det tidspunkt i historien, for vi har ikke mange referencer at gå ud fra. Det endte med, at vi tænkte, at de højst sandsynligt har reageret på følelser på samme måde, som man gør i dag. Hvis man for eksempel er ked af det, græder man, og det er den tilgang, vi har haft til scenerne, fortæller han.

Den tidlige historie om Grønland er ofte fortalt af udefrakommende. Derfor er Inuk Silis Høegh glad for, at ham og flere medvirkende fra Grønland får mulighed for at inddrage et grønlandsk perspektiv på serien.

- Det er i hvert fald vores forsøg på at inddrage den grønlandske synsvinkel på vores egen historie. Det er op til publikum at vurdere, om det er lykkedes, men jeg håber, at det kan inspirere flere grønlændere til at dykke dybere ned i vores historie og være med til at fortælle den, siger filminstruktøren.

Fælles grundlag at diskutere ud fra

For DR har det været vigtigt at inddrage folk i Grønland i tilblivelsen af serien.

Det fortæller programchef i DR Lisbeth Langwadt, der er programansvarlig for "Historien om Grønland og Danmark".

Fortællingen skulle oprindeligt sendes sidste år i forbindelse med 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland og koloniseringen af landet, men blev udskudt på grund af coronapandemien. Den historiske begivenhed skabte debat i både Grønland og Danmark. 

Lisbeth Langwadt mener, at det er vigtigt, at man kender historien, så man har noget fælles at diskutere ud fra.

Foto © : DR
Skuespilleren Najattaajaraq Joelsen og Inuk Silis Høegh under optagelser til "Historien om Grønland og Danmark". Foto: DR - Morten Krüger.

- Der er 4000 kilometer mellem vores lande og et kæmpe hav, men vi deler en fælles historie igennem 300 år, som ikke samlet har været fortalt før på fjernsyn til begge lande. Det synes vi var på tide, ikke mindst fordi der igennem alle årene har været rigtig meget debat, og der er mange følelser forbundet med historien, siger hun.

Serien har været undervejs i to år og inkluderer flere forskere, som fortæller historien. Særligt den danske kolonisering af Grønland er et emne, som er forbundet med følelser og skaber diskussioner i Grønland. Derfor har det været vigtigt for DR, at folk i Grønland var inkluderet i tilblivelsen af serien, fortæller Lisbeth Langwadt:

- Det er en historie om et møde mellem to folk, som på mange måder er virkelig rørende, fordi vi er meget forskellige og lærer af hinanden. Så det er en historie om mere end koloniseringen, men det fylder selvfølgelig rigtig meget, fordi det er noget, vi har diskuteret meget gennem årene.

Samtidig håber hun, at serien skaber et fælles grundlag at tale ud fra, når der skal debatteres i fremtiden.

- I hvert fald kan jeg sige for mit vedkommende, at man ikke nødvendigvis ved ret meget om vores fælles historie i Danmark, siger Lisbeth Langwadt.

"Historien om Grønland og Danmark" har premiere på DR og KNR i aften.