Ivik Nielsen er den første grønlænder til at vinde en DM-medalje i bordtennis
Den 24-årige bordtennisspiller Ivik Nielsen fra Sisimiut sikrede sig 22. december en sølvmedalje i finalen ved DM i bordtennis, der blev spillet i Roskilde.
I finalen spillede han sammen med sin makker Martin Lund Nielsen i en double.
Med sølvmedaljen på plads, er Ivik Nielsen den første grønlandske bordtennisspiller, der har vundet en medalje ved et DM nogensinde.
LÆS OGSÅ Nikolaj Coster-Waldau deltager ved GM i bordtennis
Inden finalen udtalte han til KNR, at han ikke i sin vildeste drømme havde forestillet sig at skulle spille med om medaljer i finalen.
- Det er virkelig dejligt, for vi havde virkelig ikke regnet med, at vi ville nå så langt, siger Ivik Nielsen.
Ivik Nielsen og Martin Lund Nielsen måtte dog i finalen se sig slået af den nuværende bedste danske doublespiller Anders Lind, der spillede sammen med sin makker landsholdsspilleren Thor B. Christensen.
Finalen eller hjem til jul
Ivik Nielsen havde dog en flybillet hjem til Grønland på dagen for finalen, så han måtte vælge mellem at holde jul med familien eller spille Danmarks Mesterskabs finale. Det siger han til DR.
- Det var en lidt svær beslutning for mig, men det kan godt gå hen at være min første og sidste finale ved DM, så jeg blev her. Det var for stort at misse finalen for at tage hjem og fejre jul, siger Ivik Nielsen til mediet.
Derfor ombookede han sin flybillet til 27. december. I dag flyver han så hjem og skal fejre medaljen og julen med sin familie.