Jessie Kleemann om kunstprojekt til dronning Margrethe: Det er ærefuldt

Den grønlandske kunstner er en af tre udvalgte kunstnere fra rigsfællesskabet, der skal stå for den danske regerings gave til dronning Margrethe.
Jessie Kleemann er en kunstnerne, der skal stå for folketingets gave til dronning Margrethe. Foto © : Grant Photo
10. september 2022 19:16

Det er en travl men glad Jessie Kleemann, der forbereder sig på en stor opgave forude.

Det danske folketing og regering har netop offentliggjort en skitse over et kunstprojekt, som er dets gave til dronning Margrethe i anledning af dronningens 50-års jubilæum.

Motivet forestiller tre store grønlandske torsk, danske mælkebøtter og færøsrsk basaltsten. Og en af kunstnerne bag er grønlandske Jessie Kleemann.

Sammen med Hansina Iversen fra Færøerne og Gudrun Hasle fra Danmark blev de tre kunstnere i foråret udvalgt til at stå for den betydningsfulde gave.

- Det betyder faktisk rigtig meget. Jeg var meget overrasket og glad for at få invitationen, siger Jessie Kleemann.

Dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum

- 14. januar i år havde Dronningen været regent i Danmark i 50 år.

- I gave til Dronningen giver det danske folketing og regering et kunstværk, der skal opføres på Nordatlantens Brygge i København.

- De tre udvalgte kunstnere er grønlandske Jessie Kleemann, færørske Hansina Iversen og danske Gudrun Hasle.

- Dronningens regeringsjubilæum fejres denne weekend, hvor blandt andet formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede og formand for Inatsisartut Kim Kielsen deltager.

Fisken har en vigtig betydning

Kunstværket skal ligge på Nordatlantens Brygge i København, som er central for rigsfællesskabets historie.

Og at valget er faldet på et motiv af torsk, er der også flere tanker bag, forklarer Jessie Kleemann.

- Der er forskellige symbolikker i det. Der er både en kirkelig og mytologisk symbolik i det. Og så har fiskene været en stor markør for det grønlandske folk. For det er over 100 år siden, at man begyndte at bruge fisken som til at sætte skub i den økonomiske udvikling, en handelsvare, noget som vi er rigtig afhængige af som folk, siger kunstneren.

Jessie Kleemann er særligt kendt for at have blik på den koloniale historie i sin kunst.

Også kongehuset er en del af den historie, men for kunstneren er det ærefuldt at bidrage med sin kunst i forbindelse med kongelige jubilæum.

LÆS OGSÅ Ny bog hylder kunstneren Jessie Kleemann

- Jeg synes, at det på en eller anden mærkelig måde hænger sammen, fordi kongehuset har været der siden... Lad os bare sige det, som det er. Siden koloniseringen har kongehuset været der for os, siger hun og fortsætter:

- Men der er også noget meget ærefuldt, fordi det er en institution, som har en lang historie. Hvis vi nu ikke var en del af rigsfællesskabet, så var det noget helt andet. Men nu er vi stadigvæk en del af rigsfællesskabet. Grønland er del af det her selskab, og historisk set er det jo rigtig spændende at kaste nogle forskellige blikke på det., siger Jessie Kleemann.

Dronningen bliver fejret

Dronningens 50-års regeringsjubilæum bliver markeret i weekenden. Programmet er dog ændret efter offentliggørelsen af den engelske Dronning Elizabeths bortgang.

14. januar i år havde Dronningen været regent i Danmark i 50 år, men på grund af risiko for smitte med corona besluttede kongehuset af udskyde markeringen til denne weekend, hvor der i aften er gallaforestilling i Det Kongelige Teater.

Formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede og formand for Inatsisartut Kim Kielsen deltager blandt andet i markeringen.