Jollefiskere vil hellere låne kvoter, end at købe sig frem til flere
Fiskerikommissionen forslår ændringer i det kystnære fiskeri efter hellefisk i Disko, Uummannaq og Upernavik.
I dag foregår jollefiskeriet, som er fartøjer under seks meter, med olympisk fiskeri. Det betyder, at hvert område får en bestemt tonsvis månedskvote, som alle jollefiskere kan fiske indtil kvoten, er opfisket.
Det er ikke holdbart og skal stoppes, mener kommissionen.
LÆS OGSÅ Fiskerikommissionen har godt øje til afgifter på fiskeriet
Kommissionen vurderer nemlig, at fiskeriet vil kollapse om fem år, hvis det olympiske fiskeri fortsætter. Grunden til det er, at hellefiskene på et eller andet tidspunkt bliver for små til at de kan indhandles.
Derfor foreslår et flertal i kommissionen, at hver enkel jollefisker skal have deres egne individuelle omsættelige kvoter. Kvoter som altså kan købes og sælges.
SQAPK: Kvoterne skal ikke være omsættelige
Men et mindretal i Fiskerikommissionen, det kystnære fiskeres forening SQAPK, er imod forslaget.
Foreningen er enig i, at jollefiskerne skal have individuelle kvoter. Men de skal ikke være omsættelige, altså de skal ikke kunne sælges eller købes. De ønsker i stedet at kvoterne kan lånes mellem fiskerne.
- Det skal være individuelle kvoter, som ikke er omsættelige, men som fiskerne kan låne til hinanden.
Det siger direktøren for SQAPK, Erik Lange til KNR.
SQAPK er bekymret for, at der ved individuelle omsættelige kvoter vil være en risiko for, at der bliver færre jollefiskere, fordi pengestærke jollefiskere vil købe andres kvoter og skrabe sig flere kvote sammen.
LÆS OGSÅ Fiskerikommission: Kvoteforvaltningen skal tages ud af hænderne på politikerne
Men KNAPK, landsforeningen for fiskere og fangere, hælder mere mod individuelle omsættelige kvoter for jollefiskerne.
Ifølge formanden for KNAPK Henrik Sandgreen, er fordele ved omsættelige kvoter, at der er en værdi i kvoterne, som den enkelte fisker kan bruge til at udvikle sit eget fiskeri. Måske en ny båd eller bedre fiskegrej.
- Når man selv ejer kvoten, så kan man selv bruge kvoten som en forsikring, hvis man vil hen til banken eller andet. Selvom man nu har råd til at købe en båd, så mangler man den ene vigtige ting, som nemlig er forsikringen om, at man har en kvote, siger Henrik Sandgreen.
Fiskerikommissionen fremlagde torsdags deres betænkning efter to års arbejde. Den skal nu sendes videre til politikerne i Naalakkersuisut.
Departementet for fiskeri og fangst forklarer, at Fiskerikommissionens betænkning senest vil blive behandlet til næste års Efterårssamling i Inatsisartut.