Jurist om erstatning til eksperimentbørn: Vejen har været kringlet, men efter bogen
Først en officiel undskyldning, så et afslag på erstatning - og så alligevel et ja til erstatning.
Sådan har det knudret forløb været for de seks nulevende, grønlandske personer fra "eksperimentet". En hel unødig, besværlig vej, lyder kritikken fra Mads Pramming, som er advokat for de seks personer.
- Jeg tænker, det har været et lidt mærkeligt forløb. For hvis man gerne vil betale, hvorfor skulle vi så anlægge en retssag? siger han.
Eksperimentbørnene
De 22 såkaldte eksperimentbørn blev sendt til Danmark fra Grønland i 1951.
De havde hovedrollen i et opdragelsesforsøg, hvor målet var at gøre børnene mere danske, så de kunne vende tilbage til Grønland som "rollemodeller".
Men da de kom hjem til Grønland, havde de glemt deres sprog og måtte ikke længere bo hos deres familier.
I stedet blev de placeret på børnehjem og hos plejefamilier.
6 af de 22 lever i dag. De er omkring 80 år.
Det samme forløb var 46 tidligere anbragte personer på børnehjemmet Godhavn i Danmark tidligere igennem.
Og det sender da også - set udefra - et uheldigt signal fra staten i en sag, hvor staten har erkendt at have svigtet 22 grønlandske børns rettigheder, siger jurist og chefkonsulent for Juridisk Afdeling i Institut for Menneskerettigheder i Danmark, Lise Garkier Hendriksen.
- Det kan da virke afskrækkende, og det kan da også i nogen tilfælde nærmest udgøre endnu et svigt.
Domstolene skal godkende erstatning
Men der er en god forklaring på forløbet, mener hun.
I Danmark skal offentlige myndigheder nemlig have en såkaldt "bevillingshjemmel" til at udbetale erstatning til borgere - det vil sige en afgørelse fra en domstol på, at der er grundlag for erstatning.
- Når man ser på det med meget juridiske briller, er det ret naturligt, for det er den retstradition, man har i Danmark, at spørgsmål om erstatning og godtgørelse skal afgøres ved domstolene, siger Lise Garkier Hendriksen.
Men for en almindelig borger ser forløbet omsonst ud.
LÆS OGSÅ Eksperimentbørn får 250.000 kroner i erstatning fra staten
- Det forekommer jo udefra besynderligt og unødvendigt først at få en undskyldning, så sende et brev om, at man ønsker en godtgørelse, få et nej og blive nødt til at stævne staten for at få sin ret i en sag, hvor der ikke er tvivl om, at der er sket et svigt, siger hun.
Hverken social- og ældreminister Astrig Krag (S) eller Kammeradvokaten, som har repræsenteret staten i sagen, har ønsket at stille op til et interview til KNR.
Men i en skriftelig kommentar fra Social- og Ældreministeriet bliver der henvist til netop princippet om domstolenes rolle:
"Sager om erstatning behandles og løses som klart udgangspunkt i det almindelige retssystem. Det er i den konkrete sag vurderet, at der på baggrund af den modtagne stævning og den dertil hørende dokumentation har været grundlag for at indgå forlig i sagen."
Institut for Menneskerettigheder: Værd at overveje en lettere vej
I lande som Sverige og Norge har staten dog valgt at forsimple vejen for at få erstatning til bestemte befolkningsgrupper.
Det er sket ved at nedsætte et udvalg eller et nævn, der i konkrete sager behandler ansøgninger om kompensation uden om retssystemmet. Det gælder blandt andet i sager om overgreb på børn og tvangssterilisation af personer under statens varetægt i en særlig periode.
LÆS OGSÅ Tidligere eksperimentbarn om erstatning: Det krævede en god flaske rødvin til maden
- Det er jo ikke udelukket, at man kan gøre det anderledes i fremtiden, siger Lise Garkier Hendriksen og tilføjer:
- Det er op til en politisk drøftelse, om man ønsker at gøre noget andet.
Og organisationen Børns Vilkår i Danmark ser en grund til, at nogle erstatningssager skal kunne afgøres hurtigt uden om domstolene, skriver netmediet Altinget.
For til foråret venter en anden stor, historisk redegørelse fra Social- og Ældreministeriet om overgreb på sær- og åndssvageforsorgens institutioner i Danmark fra 1931 til 1980. Og forventningen er, at det også kan føre til flere erstatningskrav mod staten.