Kangerlussuaq har fået ny lufthavnschef – og han er landets yngste

Ivaaq Christensen er vokset op i Sisimiut, og han elsker at gå på jagt.
Ivaaq Christensen med sine to drenge. Han startede som lufthavnschef 1. november. Foto © : Privat
22. december 2021 11:03

Mittarfeqarfiit har ansat ny lufthavnschef i Kangerlussuaq. Han hedde Ivaaq Christensen er 33 år, og han er den yngste lufthavnschef i landet. 

- Vi er rigtig glade for, at Ivaaq valgte at gribe roret i Kangerlussuaq Lufthavn. Trods sin unge alder har han stærke kompetencer, siger driftsdirektør i Mittarfeqarfiit, Niels Grosen i en pressemeddelelse.

Ivaaq Christensen blev ansat i Mittarfeqarfiit i 2017 som havnebetjent. Men allerede tre måneder senere fik han stillingen som flyvepladsleder.

Dengang arbejdede han sammen med den daværende lufthavnschef, Peter Høgh.

- Jeg skylder Peter Høgh en stor tak. Alt hvad jeg har lært, har jeg lært af ham, så uden ham havde jeg ikke stået her i dag, siger Ivaaq Christensen. 

- Jeg synes at Kangerlussuaq som indgangsport til Grønland er en vigtig og spændende arbejdsplads. Udover Air Greenlands fly ankommer der fly fra mange forskellige lande. Det giver os mangeartede og spændende arbejdsopgaver.

Han er vokset op i Sisimiut og er oprindeligt uddannet politibetjent.

Han er enlig far til to sønner, og så elsker han at gå på jagt.