Karla Jessen Williamson om knivangreb i Canada: Det er meget uhyggeligt
Ti mennesker er blevet dræbt og 18 såret i et omfattende knivangreb i den canadiske provins Saskatchewan.
Angrebet fandt sted i et lokalsamfund ved navn James Smith Cree Nation, der består af 3400 personer fra den oprindelige befolkning i Canada.
Angrebet er et af de mest dødelige i moderne canadisk historie. Politiet siger, at det lader til, at nogle af ofrene var tilfældige, mens gerningsmændene bevidst gik efter andre.
Den grønlandske professor Karla Jessen Williamson bor i Saskatchewan. Hun bor selv kun to timer fra det sted, hvor det skete.
- Den forfærdelige hændelse er meget chokerende for os alle sammen, siger hun til KNR.
- Det er selvfølgeligt meget uhyggeligt, og vi er i stor sorg allesammen.
Har ikke oplevet noget lignende før
Hun har boet i Saskatchewan i Canada siden 1978.
- Jeg tror faktisk, at det er første gang, at vi oplever noget så voldsomt i Canada. Jeg husker ikke, at jeg har hørt noget lignende før, siger hun.
LÆS OGSÅ Ti er dræbt i knivangreb adskillige steder i canadisk provins
Politiet i Canada har fundet liget af en af to mænd, der er mistænkt for at stå bag knivangrebet i søndags.
Liget af den mistænkte havde synlige skader, som politiet ikke mener, at han har påført sig selv skaderne. Det blev fundet i James Smith Cree Nation.
Den ene mistænkte er fundet død
Politiet har bekræftet, at de to mistænkte er brødre. De er 30 og 31 år.
Den anden mistænkte er fortsat på fri fod, oplyser politiet, der mener, at han befinder sig i byen Regina.
Politiet har "stærk grund til at tro", at han har pådraget sig nogle skader.
Han har "en lang og omfattende straffeattest", oplyser politiet videre.
- Vi betragter ham som farlig og bevæbnet. Tag ikke kontakt til ham, siger Rhonda Blackmore, der er politichef i Saskatchewan.
Karla Jessen Williamson fortæller, at politiet i Canada har sendt sms til alle, som har en mobiltelefon, for at advare mod de mistænkte. Der er også en beskrivelse af, bilen han kører i.