Kedelig corona-rekord: For første gang er der over 100 aktivt smittede i Grønland
For første gang, siden covid-19 blev en del af vores alles hverdag, er der over 100 aktivt smittede i Grønland.
De seneste tal viser, at der lige nu er 103 aktivt smittede med corona i Grønland.
Det seneste døgn er konstateret ti nye smittetilfælde på landsplan.
Tal fra Landslægeembedets hjemmeside, nun.gl, der blev opdateret 12.30 lørdag, viser, at smitten fordeler sig således:
I Qeqqata Kommunia, hvor der er ukontrolleret smitteudbrud, er der lige nu 74 sktivt smittede. Det tal lå på 68 i går.
I følge nun.gl er der stadig to indlagte i Qeqqata Kommunia.
I følge KNRs oplysninger er det de samme to, som har været indlagt hele tiden. KNR har spurgt ind til de indlagtes tilstand eller hvorfor de har været indlagt i så mange dage, men myndighederne vil ikke give yderligere oplysninger på grund af privatlivets fred.
I Kommune Qeqertalik er tallet faldet fra 15 smittede i går, til ni stykker i dag.
I Kommuneqarfik Sermersooq var der i går 13 aktivt smittede, men i dag ligger tallet på 17.
I følge KNRs oplysninger er mindst ét af de fire nye smittede i Nuuk fra en ukendt smittekilde.
I Kommune Kujalleq ligger tallet i dag, ligesom i går på tre.
I Avannaata Kommunia er der lige nu nul aktivt smittede.
Seneste tal fra Landslægeembedets hjemmeside:
Antallet af aktivt smittede i Qeqqata Kommunia bliver bare ved med at stige. Ved et pressemøde tirsdag frarådede Naalakkersuisoq for sundhed, Kirsten Fencker (N) kraftigt, at man afholdte eller deltog til fester og efterfester, for ifølge Naalakkersuisut, var det var netop ved de sammenkomster, at smitten spredte sig.
LÆS OGSÅ Ny rekord: 99 er smittede
I kølvandet på det, sendte kommunens borgmester, Malik Berthelsen (S) en ansøgning til Naalakkersuisut om forbud mod salg alkohol - og i går nikkede Naalakkersuisut ja til ansøgningen.
Det betyder, at al salg af alkohol i butikker, på restauranter, caféer og barer i Sisimiut, Sarfannguit og Itilleq blev lukket med øjeblikkelig virkning.
Alkoholforbuddet gælder til og med på mandag.