Klager over politiet skal behandles af uafhængig myndighed

Fra 2023 skal Grønlands Politi ikke længere behandle klager over sig selv. Det glæder formanden for Politiforeningen, Bjørn Bjerregaard.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed i Danmark kommer efter al forventning fremover til at behandle klager over Grønlands Politi også. Foto © : KNR
29. marts 2022 14:31

Hvis du ønsker at klage over en politibetjents opførsel eller over politiet i helhed - ja, så må du klage til politiet selv, som også selv behandler klagen.

Sådan er virkeligheden i dag i Grønland. Men et lovforslag lægger nu op til, at det fremover skal være en uafhængig myndighed, som behandler klager over politiet.

Og det glæder formanden for politiets fagforening, Grønlands Politiforening, Bjørn Bjerregaard.

I foreningen har det længe været et ønske, at der bliver indført en armslængde i behandlingen af klager over politiet, for det er til fordel for både borgerens retssikkerhed og politiets troværdighed.

LÆS OGSÅ Politireform: Lettere sagsgang og ny titel til politimesteren

- Hvis en sag bliver afgjort til politiets fordel, kan borgerne jo godt tænke: 'Okay, politiet undersøger sig selv, og derfor skete der ikke mere ved det'.

- De beskyldninger kan man undgå ved, at det er en uafhængig, der behandler sagen fremadrettet, siger Bjørn Bjerregaard til KNR.

Myndighed operer i alle andre politikredse

Det er Den Uafhængige Politiklagemyndighed - i daglig tale kaldet DUP'en - som i dag eksisterer i Danmark og på Færøerne, der med lovforslaget også skal have virkning i Grønland. 

Det sker som led i en større reform af Grønlands Politi, der ligestiller politikredsen med de øvrige politikredse i Danmark og på Færøerne.

Hvert år opgør Grønlands Politiklagenævn under Politimesteren antallet af klager over ordensmagten. I 2020 blev der indgivet ni sager. Antallet har været stødt faldende siden 2011, hvor tallet hed 18 sager.

Når en borger, forening eller institution i dag ønsker at klage til Grønlands Politi over ordensmagtens arbejde, er det enten den nærmeste leder eller politiets anklagemyndighed, som behandler klagen ved at afhører de berørte medarbejdere.

LÆS OGSÅ Den største reform af Grønlands Politi i nyere tid er på vej

Og det er som regel en ubehagelig opgave for alle parter inden for politiet.

- Heroppe i Grønland kender alle jo alle, så man har jo et tæt forhold til. Så det er aldrig behageligt at skulle afhøre en kollega i en sag, siger Bjørn Bjerregaard. 

Den del kommer politiet også ud over, når en uafhængig myndighed skal behandle en klage.

- Fordelen er jo, at kollegerne ikke skal afhøre deres egne kolleger eller behandle sagerne mod deres egne kolleger, siger politiforeningens formand. 

Lovforslaget om Det Uafhængige Politiklagemyndighed er vedtaget af Inatsisartut sidste år og forventes at blive vedtaget i Folketinget i løbet af foråret. Sker det, får DUP'en virkning i Grønland fra 1. januar 2023.

Ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed i Danmark er det endnu uvist, om myndigheden kommer til at behandle sager fra Grønland i Danmark, eller om der bliver udpeget personer i Grønland til at arbejde for myndigheden.