Kog drikkevandet i Nanortalik: Spor af E. coli og andre bakterier

Der er fundet spor af E. coli og andre sygdomsfremkaldende bakterier i drikkevandet i Nanortalik. Derfor skal indbyggerne koge vandet, anbefaler naalakkersuisut.
Der er fundet E. coli i drikkevandet i Nanortalik. Foto © : Augustinussen Lone/KNR
18. oktober 2022 16:06

Der er fundet spor af E. coli og andre sygdomsfremkaldende bakterier i drikkevandet i Nanortalik.

- Når der er E. coli i drikkevandet, vil der også være andre bakterier eller virus, og nogle af de bakterier kan være sygdomsfremkaldende, meddeler Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø til KNR.

Derfor bør indbyggerne i Nanortalik koge vandet, inden de drikker det eller bruger det i husholdningen.

- Det dræber bakterier og virus, meddeler departementet.

LÆS OGSÅ Kogeanbefaling af drikkevandet i Saarloq

Kogeanbefalingerne bliver først ophævet, når nye vandprøver viser, at der ikke længere er skadelige bakterier i vandet.

- Det er vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt, hvornår kogeanbefalingen ophæves. Årsagen til forureningen er ukendt, og der arbejdes på at afklare det hurtigst muligt, oplyser departementet. 

Der kan være mange forklaringer på, hvorfor der er E. coli baktierer i drikkevandet. Det kan skyldes spildevand, døde dyr eller eventuelt mange fugle ved en vandsø.

Hvad er E. coli?

E. coli er en gruppe bakterier, som kun kan findes i dyr og menneskers tarmkanal, og som forårsager infektioner i tarmen.

- Når drikkevand er forurenet med afføring fra dyr eller mennesker, vil folk typisk få diarré og andre symptomer fra mave-tarmkanalen, er beskeden fra Departementet for  Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø til KNR.

Der er endnu ingen meldinger om folk, der er blevet syge af vandet.