Kommunaldirektør om kritik af frirejser: - Jeg synes ikke, det er alvorligt
Ombudsmanden for Inatsisartut kritiserer Kommuneqarfik Sermersooq for at betale for frirejser for medarbejderne i kommunens direktion.
Der er tale om i alt seks medarbejdere heriblandt kommunaldirektør Ole Jakobsen.
Ifølge kommunen står der i Ole Jakobsen og hans kollegaer ansættelseskontrakt, at de har ret til en årlig feriefrirejse for dem selv og deres husstand inklusiv deres børn under 18 år.
- Der har været en praksis for, at direktørerne får en kontrakt, hvor der står, at der er en årlig feriefrirejse til den ansatte og vedkommendes familie, siger Ole Jakobsen.
Kommunaldirektør, Ole Jakobsen. Pressefoto.
Men efter et spørgsmål fra Ombudsmanden, så har kommunen opdaget, at de ikke har lov til at tilbyde direktionen en årlig feriefrirejse.
Således har kommunen ulovligt betalt for direktionen og deres husstand inklusiv deres børns ferie.
Det finder Ombudmanden "meget kritisabelt".
Ikke alvorligt
- Jeg synes ikke det er alvorligt. Selvfølgelig skal vi følge overenskomsten. Det er der ingen tvivl om, og det har jeg meddelt ombudsmanden, da vi konstaterede det, siger Ole Jakobsen.
Så du synes ikke, at det er alvorligt at seks personer i direktionen har fået en årlig feriefrirejse for dem selv og deres husstand inklusiv deres børn under 18 år?
- Jeg kan ikke sige, det er alvorligt. Det er en overenskomst, der ikke er blevet fulgt. Der er jo mange paragraffer i en overenskomst, og du vil altid kunne lave en fejl i administration, der kan tolke en overenskomst forkert.
LÆS OGSÅ Kritik: Kommune har betalt for direktionens frirejser
Hvem der har begået en fejl, kan Ole Jakobsen ikke svare på, men han forstår, hvis man som borger i Kommuneqarfik Sermersooq undrer sig over, at det kunne ske.
- Selvfølgelig skal vi følge overenskomsten, men man kan også begå fejl i løntrin i overenskomster, og der kan ske fejl altid. Vi har konstateret, at der er sket fejl. Det er ikke fordi, direktionen har lavet et tag selv-bord. Det er jo en kontrakt, der er udfærdiget af en HR-afdeling, der har en praksis om, at give lov til en årlig feriefrirejse, forklarer han.
Hvilken betydning får dette for kommunen?
- Det får ingen betydning. Vi har handlet og ageret, da vi fandt ud af, at det ikke var korrekt, siger kommunaldirektøren.
Efter en anbefaling fra kommunens advokat, har kommunen i slutningen af oktober 2022 opsagt alle feriefrirejser for de medarbejdere, der ikke har ret til dem i henhold til deres overenskomst.