Kommune har tolket regel forkert: Uvaccineret? Så kan du ikke komme i bad
I nogle af Kommune Qeqertaliks bygder har folk ikke kunnet komme i bad eller vaske tøj i den seneste tid.
Bygdernes servicehuse har nemlig været lukket for dem, der ikke har et coronapas – altså dem, der ikke er vaccineret.
I bygderne Ikamiut, Akunnaaq og Kitsissuarsuit er der blevet krævet coronapas af dem, der ikke har bad eller vaskemaskine derhjemme. Og hvis du ikke er vaccineret, har du ikke et pas.
- Jeg blev forbavset og sur, siger Ida Mølgård fra i Kitsissuarsuit.
- Her i bygden er der mange, som ikke har rindende vand, og de har ikke kunnet vaske tøj eller gå i bad i tre uger.
Ordkløveri
Ida Mølgård har selv coronapas og vaccinationer i orden, så hun er forbavset og sur over, at der stadig er folk i bygden, som ikke er vaccineret. Men det duer heller ikke, at folk ikke kan komme ind i servicehuset, mener hun.
Grunden til, at kommunen knalder døren i for ikke-vaccinerede er, at den har fejlfortolket ord i en bekendtgørelse.
I den står der nemlig, at hvis man ikke har et coronapas, så kan man ikke komme ind i et ”medborgerhus”.
Der står også, at coronapas ikke er et krav for at komme ind i ” Ekspeditionslokaler, serviceskranker mv. hos offentlige myndigheder”. Og her har kommunen altså tolket servicehusene som et medborgerhus – i stedet for ”en serviceskranke hos offentlige virksomheder”.
Ane Hansen (Inuit Ataqatigiit) er borgmester i Kommune Qeqertalik.
- Vi har sat spørgsmål ved og gjort opmærksom på, at det kunne misforstås. I bemærkningerne om adgang med coronapas står der ”borgerhuse og lignende”. Efter vores forståelse også gælder servicehuse, siger hun.
Åbent for bad igen
Hun har nu haft fat i Landslægeembedet.
- Mange har ikke rindende vand og vaskemaskine derhjemme. Derfor er servicehusene meget vigtige med hensyn til hygiejne. Det var der forståelse for hos Landslægeembedet, siger Ane Hansen.
Det har Landslægeembedet givet hende ret i. Så nu kravet blevet ophævet – så nu kan alle komme i bad og vaske tøj igen.
Her skal du vise coronapas:
- Restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og lignende samt deres tilhørende udearealer.
- Kulturinstitutioner - herunder kulturhuse, biografer, museer og udstillingshaller.
- Medborgerhuse og lignende.
- Biblioteker.
- Indendørs idrætsfaciliteter, herunder idrætslokaler og idrætshaller, svømmehaller, fitnesscentre og fodboldbaner.
- Frisører, massører, skønhedsklinikker og lignende.
Her skal du ikke vise coronapas:
- Butikker.
- Posthuse.
- Lufthavne.
- Ekspeditionslokaler, serviceskranker med videre hos offentlige myndigheder og forsyningsvirksomheder.
- Venteområder i forbindelse med offentlig transport.