Kommune Kujalleq udsat for cyberangreb
Kommune Kujalleq melder om et cyberangreb på kommunens servere.
- Da vi mødte i morges opdagede vi, at vi blev hacket og IT-systemerne er nede.
- Men mere kan jeg ikke sige lige PT. Der kommer nogen fra Nuuk og vil hjælpe os med at finde ud af det. Så jeg må bede folk om at have tålmodighed, siger borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede (IA) til KNR.
LÆS OGSÅ Ekspert i cyberanalyse efter flere angreb i Grønland: Hackerne vil have penge eller informationer
Kommunen kan derfor ikke udbetale sociale ydelser, pension og underholdsbidrag, indtil skaden er udbedret.
- Vi har ellers nogle udbetalinger i dag, men det kan ikke lade sig gøre når IT-systemerne er nede.
- Lige så snart vi har noget nyt, så melder vi ud, siger Stine Egede.
Det betyder også, at borgerservice kun kan hjælpe med borgernes henvendelser i et begrænset omfang.
Kommunens IT leverandør er i gang med at udrede skaderne og genoprette serverne.
De vil komme med en ny melding, så snart systemet er genoprettet.
Sagen er politianmeldt.