Kommuneqarfik Sermersooq bryder loven: Betalte leders hospitalsregning

Det er et brud på loven, når Kommuneqarfik Sermersooq betaler for en ledende medarbejders øjenoperation, siger juraprofessor.
Kommuneqarfik Sermersooq brugte mere end 22.000 kroner på at betale en medarbejders hospitalsregning til et privathospital i Danmark. Foto © : KNR / Malik Brøns
31. marts 2022 05:37

Sidste år blev Kommuneqarfik Sermersooq ramt af flere møgsager, hvor der var mistanke om, at topledere havde brugt kommunens penge ulovligt.

Nu er endnu en sag om misbrug af offentlige midler kommet frem i lyset. 

Det danske nyhedsmedie Den Uafhængige kan via en aktindsigt afsløre, at facilitychefen i hovedstadskommunen har fået betalt en hospitalsregning på mere end 22.000 kroner til et privathospital i Danmark af hans arbejdsgiver Kommuneqarfik Sermersooq.

Det var den tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen, som i oktober blev anmeldt til politiet af Kommuneqarfik Sermersooq for ”mistanke om økonomisk kriminalitet", som stod for aftalen.

LÆS OGSÅ Kommunaldirektør hyrede eget tidligere firma til stor kommunal kontrakt

Gerth Jacobsen, der har fået betalt operationen, og som er facilitychef i Kommuneqarfik Sermersooq, bekræfter historien overfor Den Uafhængige:

- Arbejdsgiveren kommer og siger, at jeg sidder på en nøgleposition, og det her vil de godt betale, siger Gerth Jacobsen til Den Uafhængige.

Gerth Jacobsen fortæller videre, at han selv havde tænkt sig at betale og bestille øjenoperationen, men at kommunen bagefter tilbød at betale.

Den Uafhængige har talt med juraprofessor Sten Bønsing, der siger, at det er et brud på loven, når kommunen betaler facilitychefens regning for øjenoperationen.

- Det er en privat omkostning. En kommune må kun betale for noget, der vedrører det offentlige, og det her er en klart privat udgift. Det mener jeg ikke, at man kan betale, siger Sten Bønsing.

Er det direkte ulovligt? 

- Ja. Det vil være den normale termologi, at det er ulovligt.

Kommunaldirektør: Forkert, men en fornuftig beslutning

Den Uafhængige har været i kontakt med kommunaldirektøren i Kommuneqarfik Sermersooq Ole Jacobsen, der tiltrådte sin stilling tilbage i november sidste år.

Til Den Uafhængige siger Ole Jacobsen, at han ikke ved, hvorvidt det er normalt at kommunen betaler for de ansattes behandlinger.

Han kan dog sige, at der i dette tilfælde er tale om en individuel vurdering, hvor man er nået frem til, at det var den bedste løsning for kommunen at betale for operationen, så Gerth Jacobsen kunne få en kortere sygemelding og komme hurtigere tilbage i arbejde.

Den Uafhængige har spurgt Ole Jacobsen, hvad han siger til juraprofessor Sten Bønsings vurdering af, at det var ulovligt at betale for øjenoperationen, hvortil kommunaldirektøren svarer:

- Så har det været en forkert beslutning. Det bliver jeg nødt til at tale med direktionen om.

Alligevel mener Ole Jacobsen, at det var en fornuftig beslutning.

- Som udgangspunkt er det jo en fornuftig beslutning for at få personalet hurtigt tilbage igen.

Vil der være konsekvenser?

- Umiddelbart ikke. Konsekvensen kan være, at vi laver et regelsæt, der fortæller, hvad vi kan og ikke kan, når vi træffer sådan en beslutning.

Det er uvist, om Kommuneqarfik Sermersooq har betalt andet end hospitalsregningen, eller om kommunen også har dækket udgifter til fly og ophold i Danmark.

Du kan høre hele interviewet med kommunaldirektør Ole Jacobsen på Den Uafhængiges facebookside.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Ole Jacobsen, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.