Kommuneqarfik Sermersooq: Dygtige elever skal fordybe sig i fag, som de er stærke i

Dygtige børn skal have tilbud om at fordybe sig i boglige, praktiske eller kreative fag. Kommunalbestyrelse vil til næste år etablere kursuscentre for børnene.
Der skal etableres nye kursuscentre for fagligt stærke skoleelever på alle kommunens folkeskoler. Arkivfoto Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Jens Thorin
02. juni 2022 11:42

Samtlige partier i Kommuneqarfik Sermersooq besluttede i tirsdags, at der til næste år etableres nye kursuscentre for fagligt stærke skoleelever på alle kommunens folkeskoler. 

I år bliver der lavet et pilotprojekt, og erfaringerne fra det skal bruges i de kommende kursuscentre for børn, der er bogligt, praktisk eller kreativt dygtige.

Ifølge forslaget til kommunalbestyrelsen skal kursuscentrene for fagligt stærke skoleelever være for "elever, der udmærker sig særdeles godt inden for et eller flere fagområder og har lysten og viljen til at yde en særlig indsats, hvis deres potentiale stimuleres og styrkes", heddet det i oplægget.

Det er Inuit Ataqatigiit, Demokraatit og Samarbejdspartiet i kommunalbestyrelsen, der har fået idéen. 

De vil gerne have, at der på tværs af alle folkeskoler i kommunen udbydes et ensartet tilbud til fagligt stærke elever. Tilbuddet skal ligge udover den normale undervisning.

Ifølge oplægget er det kun på kommunens byskoler, at der i første omgang etableres kursuscentre.

- Fagligt stærke elever fra bygderne vil således kunne få mulighed for at deltage på kursuscentrene, når de tager til byskolerne i enten Nuuk eller Tasiilaq på ældstetrinnet, står der i oplægget. 

Den enkelte skole faslægger indhold 

Det er den enkelte skoleleder, som vurderer, om der er behov for at oprette et kursuscenter i det kommende skoleår.

Og den enkelte skole står frit til at tilpasse og tilrettelægge det pædagogiske og læringsmæssige indhold på kursuscenteret.

Der vil kunne etableres et separat hold for elever på mellem- og ældstetrinnet på hver byskole med plads til maksimalt 12 elever fra hvert trin.

Hvis forholdene er til det, kan der dog oprettes et kursuscenter i bygdeskoler for skolens mellemtrin med plads til maksimalt seks elever, hvor der vil være tilknyttet én lærer pr. hold.

Kommunen skønner, at det nye tilbud i byskolerne kan koste op mod 480.000 kroner hvert skoleår, hvis tilbuddet udnyttes fuldt ud.

Hvis der etableres kursuscentre på kommunens alle otte bygdeskoler, skønnes udgifterne at være 215.00 kroner hvert skoleår.

Kommunalbestyrelsen har ikke sat penge af til projektet, og lokalpolitikerne skal derfor finde pengene under budgetforhandlingerne for 2023.