Kvinde er fundet død på nordjysk affaldsvirksomheds grund

Politiet arbejder onsdag eftermiddag på at fastslå dødsårsag for kvinde, der blev fundet død i Aalborg Øst. Hun er formentlig grønlandsk.
Kvindens lig blev fundet på Reno-Nords område på Troensevej 2 i Aalborg Øst. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. april 2022 12:25

Klokken 09.41 onsdag blev der slået alarm til Nordjyllands Politi om en død kvinde fundet på et område, hvor en affaldsvirksomhed har til huse.

Siden har politiet arbejdet på adressen i Aalborg Øst for at finde ud af, hvad der er sket. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.

Kvindens lig blev fundet på Reno-Nords område på Troensevej 2 i 9220 Aalborg Øst. Også på en adresse i Nørresundby er betjente i gang med at arbejde, lyder det kort efter klokken 14.00.

- Vi har iværksat en efterforskning af dødsfaldet med henblik på at klarlægge dødsårsagen, udtaler politikommissær og efterforskningsleder Carsten Straszek i pressemeddelelsen.

Formentlig en grønlandsk kvinde

Han oplyser, at der er tale om en formentlig grønlandsk kvinde på mellem 40 og 65 år. Kvinden er dog ikke identificeret. Derfor er pårørende endnu ikke underrettet.

Det har i løbet af de første timer i efterforskningen ikke været muligt for politiet med sikkerhed at konstatere, om kvinden er død af naturlige årsager.

- Det er derfor, vi undersøger omstændighederne omkring fundet af kvinden nærmere, siger Carsten Straszek i politiets meddelelse.

Reno-Nord tager sig af affald fra borgere og virksomheder i Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Mariagerfjord, Rebild og Aalborg kommuner.

Er undersøgt af politiet tidligere

Hvor på området kvinden blev fundet, fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Det er heller ikke oplyst, hvem der ringede til politiet eller fandt liget.

Nordjyllands Politi skriver i pressemeddelelsen, at man ikke har yderligere oplysninger til sagen. Det har heller ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar.

Reno-Nord i Aalborg havde også besøg af betjente i februar. Dengang var det i forbindelse med efterforskningen af Mia Skadhauge Stevns forsvinden.