Landslægen anbefaler: Drop stor nytårsfest

Fejringen af nytåret kan nemt ende i en smittefest. Derfor anbefaler landslægen os alle til at springe ind i 2022 i selskab med så få som muligt. 
Fyr nytårskrudtet af sammen med så få som muligt. Det anbefaler landslægen i lyset af den nuværende coronasituation, hvor smitten har godt fat. Foto © : Malik Broberg
29. december 2021 10:41

Hvis 2022 skal skydes ind uden en eksplosion af coronasmitte, må vi holde os til en kort gæsteliste den 31. december. 

Sådan lyder opfordringen fra landslægeembedet.  

- Nu handler det om at undgå, at der sker en meget hastig stigning i smittespredningen i samfundet. Det vil sige, at vi opfordrer til, at middagsselskaber bliver blandt personer, man i forvejen omgås og i øvrigt begrænses mest muligt, siger landslæge Henrik L. Hansen og fortsætter:

- For det vil helt klart være en af de situationer, hvor der er betydelig risiko for, at der kan ske en voldsom stigning i antallet af smittede. 

Omikron i Grønland

De seneste dage har coronasmitten haft fart på, særligt i Nuuk.

Smittens høje tempo viser ifølge landslægen, at omikronvarianten af virusset nu er nået hertil.

Samtidig understreger han, at strategien ikke længere går på at få smitten til at forsvinde.

-  Den tid er for længst forbi. Det, som det handler om nu, er, at vi skal igennem nogle vintermåneder, hvor vi skal prøve at forhindre, at der sker alt for meget smittespredning på én gang, og det kan vi stadigvæk godt opretholde med de tiltag, vi har i øjeblikket, siger Henrik L. Hansen.  

Lige nu er der registreret 375 smittede i Grønland. Fire er indlagt med corona.