Landslægen: Tag imod booster-vaccinen, for omikron-varianten er med usvigelig sikkerhed på vej

Landslæge Henrik L. Hansen opfordrer alle borgere over 40 år i Nuuk til at tage imod tilbuddet om en booster-vaccine, da coronavarianten omikron uden tvivl kommer til Grønland.
- Vi står i en meget speciel situation, hvor vi kan se, at der vil ske en udvikling, som vi ikke på nogen måder kan forhindre, og det vil sige, at vi ikke kan forvente, at vi kan lave smitteinddæmning, som vi hidtil har gjort, siger Henrik L. Hansen. Foto © : Aviaaja Kielsen / KNR
19. december 2021 14:43

Landslæge Henrik L. Hansen opfordrer alle borgere over 40 år i Nuuk til at tage imod tilbuddet om en booster-vaccine, da coronavarianten omikron med usvigelig sikkerhed kommer til Grønland inden for kort tid.

Henrik, du kommer med en opfordring her en fredelig søndag - hvad går den ud på?

- Den går ud på, at hvis man vil sikre sig imod at blive alvorlig syg af corona, og man er over 40 år, så er det nu, at man skal tage imod tilbuddet om at få en boostervaccination. Fordi den nye omikron-variant spreder sig nu meget meget hurtigt.

- Den har spredt sig omfattende i Danmark, den er i Island og den har de seneste dage spredt sig hurtigt på Færøerne. Den kommer også her til Grønland sammen med alle juleturisterne.

- Det er der ikke nogen som helst tvivl om, og den vil sprede sig lige så hurtigt her i Grønland, siger Henrik L. Hansen.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut: Juletiden nærmer sig, så pas på hinanden

Og så er det at man skal tage imod booster-vaccinen som du siger. Hvornår kan man det?

- Alle, der er fyldt 40 år her i Nuuk, kan mandag og tirsdag blive vaccineret mod corona for tredje gang.

- Og det er dét, der skal til, hvis man vil sikre sig imod at blive alvorlig syg af den smitte, der med usvigelig sikkerhed desværre vil sprede sig her i Grønland inden for meget kort tid, siger Henrik L. Hansen.

Vaccine er eneste våben

Man skal have færdiggjort sin tidligere vaccinationsserie for mindst fire en halv måned siden for at få en boostervaccine, men det har de fleste også af dem, der er blevet vaccineret her i Nuuk, oplyser Henrik L. Hansen.

- Men det er også sådan, at hvis man slet ikke er begyndt sin vaccination endnu, eller kun har fået det ene stik, så kan man også godt møde op mandag og tirsdag og få de vaccinationer, som man mangler, siger Henrik L. Hansen, der også siger, at når omikron-varianten stensikkert på vej, så er der ikke meget andet at gøre end at takke ja til vaccinen.

LÆS OGSÅ Tredjestik boostes for alle over 40 år

- Vi står i en meget speciel situation, hvor vi kan se, at der vil ske en udvikling, som vi ikke på nogen måder kan forhindre, og det vil sige, at vi ikke kan forvente, at vi kan lave smitteinddæmning, som vi hidtil har gjort.

- Der vil komme meget smitte i Nuuk, og det vil også sprede sig til de andre byer i Grønland i løbet af kort tid.

- Og det eneste effektive våben vi har nu er, at blive vaccineret, hvis man ikke allerede er det, og hvis man tilhører dem, der tilbydes en booster-vaccine, så at tage imod det tilbud, siger Henrik L. Hansen.

Vi skal vaccinere så mange som overhovedet muligt

På corona.nun.gl står der, at vaccinationerne, i morgen mandag den 20. december, gælder for de borgere, som er fyldt 55 år, og at det på tirsdag den 21. december, er for dem, som er mere end 40 år, men Henrik L. Hansen påpeger overfor KNR, at der ikke vil være nogen, som bliver afvist. Retningslinjerne er sat op for at forhindre kødannelse.

Der er ingen begrænsninger i forhold til bopæl. Så hvis du for eksempel er over 40 år og bor i Kulusuk, men er på juleferie i Nuuk, så kan du sagtens møde op og blive vaccineret, siger landslægen.

Det gælder nemlig om at vaccinere så mange som overhovedet muligt.

Vaccinationsstedet er begge dage Inussivik fra klokken 8.30 til 17.00.

Du kan læse yderligere og få flere detaljer på corona.nun.gl