Landsretten skærper teenagers dom i sag om vold med døden til følge
1. januar blev en dengang 18-årig mand anholdt og sigtet for drab på sin 42-årige far i bygden Sermiligaaq i Østgrønland.
Sagen blev behandlet i Sermersooq Kredsret i foråret, og den nu 19-årige mand blev idømt to år og otte måneders anstaltsanbringelse.
Men det var ikke nok, mente anklagemyndigheden, som ankede sagen. Den har nu været for landsretten, og her blev dommen skærpet: Den 19-årige blev idømt tre år tre måneder i anstalt for vold med døden til følge.
Det siger anklagerfuldmægtig Marutha Thayapharan.
Spark og tramp mod hoved og krop
- Kredsretten lagde i deres afgørelse vægt på den tiltaltes unge alder, og at han havde forsvaret sig selv overfor afdøde. Volden startede rigtignok som selvforsvar fra den 19-åriges side, men han fortsatte volden langt ud over, hvad der var nødvendigt med både spark og tramp mod krop og hoved, siger han.
- Vold som dette betragtes som særlig farlig vold, og derfor mente vi, at der var grundlag for en længere foranstaltning.
LÆS OGSÅ Ung mand fra Sermiligaaq dømt for at slå sin far ihjel
Derfor er den anklagerfuldmægtige selvsagt også tilfreds med, at landsretten valgte at skærpe dommen:
- Jeg er glad for, at der nu er sat endeligt punktum i sagen – særligt for den berørte familie, som har mistet en far eller mand.
- Jeg er også tilfreds med, at Grønlands Landsret var enig med anklagemyndigheden i, at denne sag var så alvorlig, at foranstaltningen skulle skærpes, siger Marutha Thayapharan.
Erstatning til efterladte
Den 19-årige blev også idømt til at betale erstatning og godtgørelse til afdødes kone og børn under 18 år samt godtgørelse til de efterladte.
Drabet blev begået på årets første dag, men blot to dage senere blev en 48-årig mand fundet død i en lejlighed i Tasiilaq, og hans samlever blev kort efter sigtet for drab.
De to sager gjorde, at der blev sat gang i områdets kriseberedskab.
I slutningen april blev en mand fundet død i Tasiilaq, hvor en person blev anholdt og tilbageholdt.