Mand dømt til forvaring på ubestemt tid

En mand er af Grønlands Landsret blevet idømt forvaring for grov vold mod tidligere samlever. Manden er tidligere dømt for blandt andet vold, voldtægt og manddrab.
Den dømte mand vil først komme ud, når myndighederne vurderer, at han ikke længere udgør en fare for resten af samfundet. Foto © : KNR
08. september 2022 10:52

En 53-årig mand fra Tasiilaq har tirsdag den 6. september 2022 fået stadfæstet sin forvaringsdom i Grønlands Landsret for at have begået grov vold mod sin tidligere samlever.

Episoden fandt sted i februar 2021 i Tasiilaq, hvor manden slog sin samlever flere gange i hovedet og på kroppen med en lysestage. Volden resulterede i, at kvinden blandt andet brækkede ribben, kindbenet og underarmen.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet var manden få uger forinden blevet løsladt efter at have afsonet en anden voldsdom begået mod den samme person.

Manden er desuden tidligere blevet dømt for manddrab og for at havde voldtaget en mindreårig. I landsretten blev han også fundet skyldig i at have slået en anden kvinde dagen før voldsepisoden.

Anklager i sagen Gutti Harryson er tilfreds med dommen:

- Vi har at gøre med en mand, der gang på gang har udsat sine omgivelser for stor fare, og som trods gentagende domme ikke ændrer sin adfærd. Derfor er jeg også meget tilfreds med vurdering af, at den eneste mulighed for at beskytte borgerne er ved at give ham en forvaringsdom på ubestemt tid, udtaler Gutti Harryson.

I forbindelse med sagen er der blevet udarbejdet en mentalundersøgelse og psykologundersøgelse af den 53-årige mand, som har været medvirkende til, at Retslægerådet har anbefalet en forvaringsdom. 

Dommen betyder, at manden først kan komme ud i friheden, når myndighederne vurderer, at han ikke længere udgør en risiko for andre menneskers sikkerhed, frihed eller helbred.